Har vi en kulturpolitik?

Interview med Ove Kaj Pedersen
»Kulturpolitikken opstod for at give det enkelte menneske frihed«, siger politologen Ove Kaj Pedersen. »Den tanke er nu om dage langt væk. Kulturpolitikken er ikke engang et selvstændigt politikområde«, mener han.

Ove Kaj Pedersen (1948) er politolog og professor
emeritus i komparativ politisk økonomi med stor
indflydelse på den danske samfundsdebat.

Ove Kaj Pedersen arbejdede først som journalist,
men skiftede siden bane. Som politolog har han
primært interesseret sig for spændingsfeltet mellem
politik og økonomi. Han har skrevet flere bøger, og
”Konkurrencestaten” fra 2011 er den mest debatterede og indflydelsesrige.
I bogen argumenterer han
for, at globaliseringen har medført, at konkurrencen
på de internationale markeder har haft en afgørende indflydelse på statens ageren i de nordiske lande. Dette har forandret den politiske dagsorden og samtidig
omskrevet de grundlæggende vilkår for kunsten og kulturen.

Armslængdeprincip
COVID-19
Demokrati
Finansiering
Kulturpolitik

Hvordan har konkurrencestaten forandret kulturområdet og kulturpolitikken?

Velfærdssamfundets transformation til velfærdsstat og derefter til konkurrencestat har været afgørende for kulturpolitikkens
udvikling i de seneste 50-60 år. Kulturpolitikken var et af de centrale politiske felter i velfærdssamfundet. I dag findes den end ikke som et selvstændigt politikområde. Jeg vil beskrive udviklingen på følgende måde:

1950’erne og 1960’erne

Da det nordiske velfærdssamfund blev opbygget i 1950’erne og 1960’erne, var det et brud med de gamle idéer om mennesket og samfundet. Kristendommen havde i meget lang tid været grundlaget for værdier og livsmønstre, retspleje, disciplinering og sanktionering. Kristendommen var tæt knyttet til de borgerlige rettigheder. Efter krigen voksede der et velfærdssamfund frem, som skabte en ny relation mellem stat og individ. Staten skulle ikke indoktrinere eller disciplinere, men derimod give dig de personlige forudsætninger for at vælge din egen tilværelse. Du er først og fremmest et menneske, hvilket betyder, at det er underordnet, om du er mand, kvinde, religiøs osv. Arbejderpartierne var regeringsbærende eller i hvert fald stærkt dominerende, og for dem var det en indlysende opgave for staten at understøtte og udvikle velfærdssamfundet. Der fandtes en tydelig idé, som var formuleret af svenskerne, Gunnar og Alva Myrdal, om, at politikkens opgave var “at lægge livet tilrette”. Velfærdssamfundet skulle bidrage til det enkelte menneskes samfundsforståelse, men også til livsforståelsen og selvforståelsen. Indenfor denne tanke introduceres også funktionalismen, og de klassiske skandinaviske møbler får deres udtryk. Det bliver vigtigt at skabe en politik for kulturen, og de nordiske lande får nu deres første kulturministre. Kultur er knyttet til dannelse, og dannelse skalbidrage til det enkelte menneskes dybere indsigter og egne valg. Bibliotekerne skal ikke kun have Det Gamle og Det Nye Testamente på religionshylden, men også Koranen. Marx og Hegel må også flytte ind. Vi skulle ikke længere indoktrineres til visse holdninger, for det blev helt grundlæggende og vigtigt at anerkende andres valg.

Og det var også derfor, man indførte armslængdeprincippet. Staten skal støtte, men ikke styre, som den første danske kulturminister udtrykte det. Erfaringerne fra Nazi-Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen, hvor kunsten blev udnyttet som propaganda, var skræmmende.

I denne periode sker der også det, som vi kan kalde “the revolution of the mind”. Revolutionen skal opstå ved, at den enkelte får en ny frihed, og her er kunstens og kulturens rolle vigtig. Vi opbygger kulturinstitutioner, kunstfonde, kunstinstitutioner og finansierer enkelte kunstnere ud fra overbevisningen om, at kunstnere spiller en vigtig rolle i denne frihed.

»Fra årtusindskiftet begynder regeringerne at gribe til institutionel konkurrence og stadig mere åbenlyst at forvente, at også kunstnerne skal levere nye varemærker. Kulturden bliver vigtig for at udvikle byernes konkurrenceevne.«

Et tydeligt eksempel er udvalget i nordisk tv i 1950’erne. Jeg var en af dem, som sad ude på landet og så lørdagsunderholdning i fjernsynet. Den ene uge, stod der en digter og læste et romantisk digt op. Næste lørdag var det et Ionesco-stykke. Udvalget gav os en indsigt i, hvor stor tilværelsen kan være, og hvor meget man skal tage stilling til. Det er i denne periode, at public service-tanken begynder at blive formet. Den kommer til gennemsyre hele kulturlivet, som får en infrastruktur, som giver os lokale, let tilgængelige biblioteker, museer, teatre etc.

1970'erne:

I 1970’erne ændres de internationale forudsætninger, hvilket påvirker velfærdssamfundet. Den internationale økonomi er i krise, arbejdsløsheden eksploderer, og politik og statsadministrationen er udsat for et stærkt pres for at reformere velfærdssamfundet. I 1970’erne foregår der derfor en voldsom statsliggørelse med en hurtig opbygning af organisationsapparater og et bureaukrati, som hele tiden påtager sig flere opgaver via beskatning. Vi går fra en periode, hvor staten har været understøttende for samfundet til en tid, hvor samfundet skal understøtte en mere og mere dominerende stat. Det er en stat, som er betydeligt mere energisk og dominerende end det, som for eksempel Gunnar Myrdal forestillede sig. Nu handler det ikke om først og fremmest at være menneske. Det handler om at være medborger.

Hvordan forandres synet på kulturen?

Vi får en stor diskussion om finansieringen af kunstnere og kunstinstitutioner. Først i Danmark og derefter i de øvrige nordiske lande. Det virker som om, at erfaringerne fra Anden Verdenskrig er glemt, ligesom idéen om “revolution of the mind”. For første gang bliver kunsten og kulturen udsat for en ideologisk kritik, hvor kulturens repræsentanter anklages for at forsøge at indoktrinere og disciplinere. Den kritik kom for at blive. I 1970’erne og 1980’erne øges konfrontationerne mellem politikken og kunsten, men også mellem flertallet i befolkningen og kunstnerne. Hvis efterkrigstiden stod for et fællesskabsprojekt, som involverede
alle, uanset om de var uddannede eller ej, så formulerer politikken nu det, som kaldes “armslængdeprincippet”. Politikerne uddelegerer magt til råd, nævn og fonde, som får bestyrelser, hvor både kunstnerne, interesseorganisationerne og de politiske partier er repræsenteret. Disse grupper får samtidig frihed til at fordele midler på baggrund af egne beslutninger. Kunstnernes roller er at være “geniale” og fungere som en slags eksperter. Armslængdeprincippet forandres, og der introduceres en indirekte politisk styring. Armslængdeprincippet bliver et emne, som er omgærdet af konstant konflikt.

Køb bogen her for at læse hele artiklen..

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram