Har vi en kulturpolitik?

Hvordan har konkurrencestaten forandret kulturområdet og kulturpolitikken?

Velfærdssamfundets transformation til velfærdsstat og derefter til konkurrencestat har været afgørende for kulturpolitikkens
udvikling i de seneste 50-60 år. Kulturpolitikken var et af de centrale politiske felter i velfærdssamfundet. I dag findes den end ikke som et selvstændigt politikområde. Jeg vil beskrive udviklingen på følgende måde:

1950’erne og 1960’erne

Da det nordiske velfærdssamfund blev opbygget i 1950’erne og 1960’erne, var det et brud med de gamle idéer om mennesket og samfundet. Kristendommen havde i meget lang tid været grundlaget for værdier og livsmønstre, retspleje, disciplinering og sanktionering. Kristendommen var tæt knyttet til de borgerlige rettigheder. Efter krigen voksede der et velfærdssamfund frem, som skabte en ny relation mellem stat og individ. Staten skulle ikke indoktrinere eller disciplinere, men derimod give dig de personlige forudsætninger for at vælge din egen tilværelse. Du er først og fremmest et menneske, hvilket betyder, at det er underordnet, om du er mand, kvinde, religiøs osv. Arbejderpartierne var regeringsbærende eller i hvert fald stærkt dominerende, og for dem var det en indlysende opgave for staten at understøtte og udvikle velfærdssamfundet. Der fandtes en tydelig idé, som var formuleret af svenskerne, Gunnar og Alva Myrdal, om, at politikkens opgave var “at lægge livet tilrette”. Velfærdssamfundet skulle bidrage til det enkelte menneskes samfundsforståelse, men også til livsforståelsen og selvforståelsen. Indenfor denne tanke introduceres også funktionalismen, og de klassiske skandinaviske møbler får deres udtryk. Det bliver vigtigt at skabe en politik for kulturen, og de nordiske lande får nu deres første kulturministre. Kultur er knyttet til dannelse, og dannelse skalbidrage til det enkelte menneskes dybere indsigter og egne valg. Bibliotekerne skal ikke kun have Det Gamle og Det Nye Testamente på religionshylden, men også Koranen. Marx og Hegel må også flytte ind. Vi skulle ikke længere indoktrineres til visse holdninger, for det blev helt grundlæggende og vigtigt at anerkende andres valg.

Og det var også derfor, man indførte armslængdeprincippet. Staten skal støtte, men ikke styre, som den første danske kulturminister udtrykte det. Erfaringerne fra Nazi-Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen, hvor kunsten blev udnyttet som propaganda, var skræmmende.

I denne periode sker der også det, som vi kan kalde “the revolution of the mind”. Revolutionen skal opstå ved, at den enkelte får en ny frihed, og her er kunstens og kulturens rolle vigtig. Vi opbygger kulturinstitutioner, kunstfonde, kunstinstitutioner og finansierer enkelte kunstnere ud fra overbevisningen om, at kunstnere spiller en vigtig rolle i denne frihed.

»Fra årtusindskiftet begynder regeringerne at gribe til institutionel konkurrence og stadig mere åbenlyst at forvente, at også kunstnerne skal levere nye varemærker. Kulturden bliver vigtig for at udvikle byernes konkurrenceevne.«

Et tydeligt eksempel er udvalget i nordisk tv i 1950’erne. Jeg var en af dem, som sad ude på landet og så lørdagsunderholdning i fjernsynet. Den ene uge, stod der en digter og læste et romantisk digt op. Næste lørdag var det et Ionesco-stykke. Udvalget gav os en indsigt i, hvor stor tilværelsen kan være, og hvor meget man skal tage stilling til. Det er i denne periode, at public service-tanken begynder at blive formet. Den kommer til gennemsyre hele kulturlivet, som får en infrastruktur, som giver os lokale, let tilgængelige biblioteker, museer, teatre etc.

1970'erne:

I 1970’erne ændres de internationale forudsætninger, hvilket påvirker velfærdssamfundet. Den internationale økonomi er i krise, arbejdsløsheden eksploderer, og politik og statsadministrationen er udsat for et stærkt pres for at reformere velfærdssamfundet. I 1970’erne foregår der derfor en voldsom statsliggørelse med en hurtig opbygning af organisationsapparater og et bureaukrati, som hele tiden påtager sig flere opgaver via beskatning. Vi går fra en periode, hvor staten har været understøttende for samfundet til en tid, hvor samfundet skal understøtte en mere og mere dominerende stat. Det er en stat, som er betydeligt mere energisk og dominerende end det, som for eksempel Gunnar Myrdal forestillede sig. Nu handler det ikke om først og fremmest at være menneske. Det handler om at være medborger.

Hvordan forandres synet på kulturen?

Vi får en stor diskussion om finansieringen af kunstnere og kunstinstitutioner. Først i Danmark og derefter i de øvrige nordiske lande. Det virker som om, at erfaringerne fra Anden Verdenskrig er glemt, ligesom idéen om “revolution of the mind”. For første gang bliver kunsten og kulturen udsat for en ideologisk kritik, hvor kulturens repræsentanter anklages for at forsøge at indoktrinere og disciplinere. Den kritik kom for at blive. I 1970’erne og 1980’erne øges konfrontationerne mellem politikken og kunsten, men også mellem flertallet i befolkningen og kunstnerne. Hvis efterkrigstiden stod for et fællesskabsprojekt, som involverede
alle, uanset om de var uddannede eller ej, så formulerer politikken nu det, som kaldes “armslængdeprincippet”. Politikerne uddelegerer magt til råd, nævn og fonde, som får bestyrelser, hvor både kunstnerne, interesseorganisationerne og de politiske partier er repræsenteret. Disse grupper får samtidig frihed til at fordele midler på baggrund af egne beslutninger. Kunstnernes roller er at være “geniale” og fungere som en slags eksperter. Armslængdeprincippet forandres, og der introduceres en indirekte politisk styring. Armslængdeprincippet bliver et emne, som er omgærdet af konstant konflikt.

1980'erne:

I 1980’erne bliver konkurrencestaten endnu mere tydelig, og kunst og kultur får nye opgaver i et samfund, som nu har underkastet sig en ny type af international økonomi med global konkurrence. Hele infrastrukturen findes allerede fra velfærdsstaten, men konkurrencestaten indebærer, at institutionerne ses i et nyt lys og vurderes ud fra deres konkurrenceevne. Nu er kulturinstitutionerne ikke længere en naturlig del af det store samfundsprojekt. Vi får en diskussion om, hvor mange biblioteker og hvor mange teatre, der skal være, og konkurrencen om pengene påvirker selvfølgelig indholdet. Der kræves en højere grad af egenfinansiering. Museer og biblioteker skal delvist tilpasse sig markedsprincipper, og det samme gælder public service-medier. Der vises ikke så mange Ionesco-stykker længere, men mere og mere Sound of Music. Den offentlige støtte fordeles nu på en mere kompleks måde. Støtten gives i stigende grad som en grundstøtte med et krav om, at institutionen skal skabe andre indtægter på egen hånd. Samtidig kan udvalgte aktører få ekstra penge i forbindelse med for eksempel nybyggeri eller store arrangementer. Det resulterer i, at private fonde og private virksomheder begynder at støtte kulturen, men også disse penge går gerne til nybyggeri, renoveringer og større arrangementer. Armslængdeprincippet forandres igen, og den politiske og private styring bliver mere direkte. Kunst- og kulturinstitutioner konkurrerer nu om medlemmer og er nødt til at føre kampagner og udøve lobbyvirksomhed for at tiltrække både offentlige og private bidrag.

Hvad sker der med synet på kunstnerrollen?
Når kunstneren ikke længere har nogen egentlig samfundsopgave, opstår der nye spørgsmål: Hvor stort et publikum tiltrækker du? Hvad koster billetten? Kunstneren mister sin moralsk-etiske betydning og vurderes efter sin evne til at bidrage til konkurrencen. Filmkunsten påvirkes hurtigt. Nye filmstrategier fører til mainstream film, hvor overskuddet bruges til at producere smalle film, som skal træne talenter, for at det hurtigt skal være tydeligt, hvem der er bedst til at ”sælge billetter”. Fra årtusindskiftet begynder regeringerne at gribe til institutionel konkurrence og stadig mere åbenlyst at forvente, at også kunstnerne skal levere nye varemærker. Kulturen bliver vigtig for at udvikle byerne konkurrenceevne. I stedet for at bygge købstæder som landmærker for centralstaten, som man gjorde tidligere, satses der nu på nye museer, teatre, biblioteker med det samme formål: at konkurrere. Også kulturinstitutionerne skal signalere, hvor konkurrencedygtig byen eller regionen er, og hvor attraktiv den er for kvalificeret arbejdskraft. Vi ser en stigende tendens til, at private fonde bygges op ud fra lokale og regionale interesser. Den succesfulde kunstner er ikke succesfuld ud fra æstetiske principper, men ud fra hvor stærkt det individuelle varemærke er. Parallelt med dette vokser en omfattende festivalindustri frem. Universiteterne går den samme vej. Vi skal i stigende grad udbyde undervisning på fremmede sprog, vi skal tiltrække de bedste professorer, de skarpeste studerende osv. Virkeligheden er nu mere international end national.

Hvad betyder denne forandring for
medborgertanken?

Denne kultur passer ikke til medborgeren, men til det som jeg plejer at kalde ”det opportunistiske menneske”. På biblioteket kan man se det ekstra tydeligt. Før var ideologisk litteratur, skønlitteratur og
filosofi i centrum. I dag dominerer livsstilsbøger, træning, den slanke linje, stretching … Det er et funktionelt udbud. Forleden var jeg på det bibliotek, som jeg ofte besøgte tidligere. Jeg ville læse i Kants ”Kritik af den rene fornuft”. Svaret var ”Hvem er Kant?” Hvilken genre er ”kritisk fornuft”? Betyder det, at kulturen og kunsten er abdiceret fra disciplinering og opdragelse?
Nej, det gør det ikke. Men kunsten og kulturen har fået mange nye funktioner. I dag ophobes historien, ligesom arkæologiske lag, i de eksisterende forventninger til kulturens og kunstnernes funktioner i samfundet og i forhold til politikerne. Kulturen er blevet et politisk redskab på både nationalt og lokalt niveau.

Hvordan vil du beskrive kulturpolitikkens funktion i dag?

Den findes ikke længere som et selvstændigt politikområde. Den er synlig på andre områder, som for eksempel i beskæftigelsespolitikken i form af inklusion og i udlændingepolitikken i form af integration
osv. For at dæmpe spændingerne mellem by og land flyttes dele af kulturvirksomhederne ud af byerne, hvilket givetvis ikke er nogen reel decentralisering, for pengene kommer jo stadig fra centralt hold, og forholdsreglerne er meget detaljerede og påvirker selvfølgelig indholdet. I dag har vi en situation, hvor kulturen er meget stærkt politisk styret, men du vil aldrig få en politiker til at indrømme dette. Coronapandemien har vist, hvor afhængig kunsten og kulturen er blevet af støtte udefra. Samtidig har regeringer og private virksomheder med tiden nedprioriteret kulturstøtten. Parallelt med dette har netbaserede kulturinstitutioner skabt et massepublikum. Pandemien har synliggjort den udvikling, som har været længe undervejs. Kulturforbruget (som det nu kaldes) er flyttet fra de ”fysiske” til de digitale kulturinstitutioner. Af samme årsag er den ”traditionelle” institution og den ”traditionelle” kunstner nu truet på livet. Begge er blevet mere afhængige af støtte og konkurrencen inden for kulturudbuddet (som det nu kaldes) er vokset. Armslængdeprincippet spiller en mindre rolle. Det er vigtigere at overleve.