Kulturpolitikken som troldspejl

Interview med Eva Bergquist
Eva Bergquist savner en alvorlig, dyb samtale om kunsten og kulturen: »Politikere og tjenestemænd har opøvet en følsomhed for, hvad der kan diskuteres og ikke, siger hun. Visse spørgsmål er derfor blevet umulige at stille.«

Eva Bergquist (1963) er politolog, uddannet i Stockholm og Paris. Hun har en bred erfaring inden for kultursektoren, og hun har blandt andet arbejdet på Kungliga dramatiska teatern, Sveriges Television Drama, Stadsteatern i Stockholm og som kontorchef i det svenske kulturministerium. Hun har desuden været kulturråd ved Sveriges ambassade i Washington. I dag arbejder hun som forvaltningschef
i kulturforvaltningen i Region Stockholm. Hun har gentagne gange løftet spørgsmål om kompleksiteten
i styringen af kulturen og relationen mellem de forskellige politiske niveauer.

Foto: Anna Molander

Armslængdeprincip
Centrum-periferi
Fællesskab
Identitet
Kulturpolitik

Adskiller kulturpolitikkens forudsætninger sig fra andre politikområders?

Kunsten og kulturen afspejler samfundet og former en tid, bærer en historie med sig – og hjælper den videre. Denne spejlfunktion betyder, at det bliver svært at isolere en samtale om kultur fra forandringer i samfundet generelt. Kulturpolitikkens opgave bliver dermed meget bred og adskiller sig fra andre politikområder ved, at kulturen spænder over hele det menneskelige spektrum – både i tid og rum. Også kulturpolitikken er på mange måder blevet et spejl – nogle gange et troldspejl – af samfundet generelt.

Hvad viser troldspejlet?

Kunstens udforskende væsen og kulturens forskellige udtryk er særligt sårbare over for styring. Hvis kulturpolitikken får en for stærk slagside af værdiord – som jo i deres natur varierer i tid – og afkræver kunsten og kulturen svar på specifikt udpegede samfundsudfordringer, så vinkles fortællingerne, og som kulturforbrugere risikerer vi, at oplevelserne bliver fattigere. Vi får en slags “presentisme”, som indebærer, at alt bliver fortolket ud fra et her og nu.

Hvilken diskussion er det, du savner?

En alvorlig samtale om kulturens og kunstens kerneværdier. Det fremhæves ofte i diskussionen, at kultur har en stærk social dimension – og det er indlysende. Men der tales ikke så ofte om kunstens rolle i et længere tidsperspektiv. Hvad er det, vi tager med os fra dem, der levede før os? Hvad giver vi videre? Disse lange linjer er en del af kernen i den kulturpolitiske opgave, og dem skal vi tale betydeligt mere om.

Der findes en grundlæggende aftale om, hvordan vores samfund skal være
organiseret. Den aftale udtrykkes i det, som vi kalder “kultur”, både i den antropologiske og den kunstneriske betydning.
Identitetspolitikken fragmenterer dette “vi” ved at fokusere på forskelle mellem forskellige grupper. Den identitetspolitiske
påvirkning findes inden for alle politikområder, men den rammer særligt hårdt inden for kultur og kunst, fordi den udgør
kunstens modsætning. Den forstærker det, som adskiller os, mens kunstens styrke ligger i dens evne til at overskride forskelle:
”Det som är botten i dig är botten också i andra” som den svenske forfatter Gunnar Ekelöf skrev i sit digt Färjesång.

Men der er vel altid konflikter mellem forskellige interessegrupper i et samfund?

Ja, selvfølgelig, og vi skal huske på, at kunsten i lige så høj grad udforsker samtiden, som den vender sig indad mod vores dybeste indre. Jeg mener, at interessegrupperne bør betragtes som satellitter omkring en kerne. Satellitterne påvirker hinanden, men de påvirker også kernen. Det er en del af kunstens opgave at forme denne helhed. Og det er en af kulturpolitikkens vigtigste opgaver at skabe forudsætninger for denne opgave.

Flere nordiske lande har i de senere år forsøgt at omstrukturere deres kulturpolitiske systemer. Der harisær været fokus på spørgsmålet om decentralisering/regionalisering. Du havde selv en central rolle i statsministeriet, da Sverige omformede sin kulturpolitik i 2009. Nåede I ind til kerneværdierne dengang?

Nej – når jeg ser tilbage, synes jeg, at vi ville for meget på alt for kort tid. Kulturpolitikken var nok nået til vejs ende med forestillingen om, at regionernes kulturpolitiske ambitioner krævede en statslig stimulans, men jeg tror, at det er vigtigt at tage med, at vi befandt os i et lidt anderledes politisk landskab end det nuværende. For eksempel var forslaget om større regioner noget, som stadig blev diskuteret dengang. Først og fremmest var kulturpolitikken præget af en ret stor enighed om retning og økonomi. Jeg tror, at det er en del af forklaringen på, hvorfor visse problemstillinger, som for eksempel betydningen af “armslængdeprincippet”, blev betragtet som ret indlysende. Der opstod ganske vist en livlig debat om betydningen af kunstnerisk kvalitet, men den kredsede mere om bekymringen for forandringer end om kulturpolitikkens opgaver og roller. Vi har brug for en videre samtale om de forskellige politiske niveauers forhold til hinanden i det nye landskab – og det har især coronapandemiens konsekvenser for sektoren vist meget tydeligt.

»Der findes en uskreven regel, en meget stærk konsensus, om hvad man kan diskutere kulturpolitisk. Jeg tror, at politikerne kan længes efter tydeligere ideologiske konfliktlinjer, men de får sjældent plads til at afprøve dem.«

Kunstnere udviser ofte en stor bekymring over for forandringer. Hvorfor er det sådan?

En simpel årsag er, at ingen ønsker at blive smidt ud af fællesskabet. Der er naturligvis et behov for at formidle et udtryk. Mange har derudover satset fire, fem, måske seks år på en kunstnerisk uddannelse med alt, hvad det indebærer, har måske en stor studiegæld og identificerer sig med området. Derfor er det svært at skifte spor. Alle forandringer forstyrrer systemet. De britiske og amerikanske uddannelsessystemer skaber nogle lidt andre forudsætninger. Her kan du være ekspert i Tolstoj og alligevel blive
rekrutteret af eksempelvis en investeringsbank. Det er din analytiske tænkning, som arbejdsgiveren efterspørger og ikke din viden om netop Tolstoj. I Norden er vi mere instrumentelle i vores måde at betragte forholdet mellem uddannelse og kvalifikationer på, og de kunstneriske uddannelser behandles som alle andre specialistuddannelser. Der er stor konkurrence om de eksisterende midler, og det er ikke svært at forstå, at man ikke ønsker at miste muligheden for at få del i dem.

Hvad betyder det for kulturpolitikken?

Der findes en uskreven regel, en meget stærk konsensus, om hvad man kan diskutere kulturpolitisk. Jeg tror, at politikerne kan længes efter tydeligere ideologiske konfliktlinjer, men de får sjældent plads til at afprøve dem. I teorien fungerer kultursektorens embedsmænd som en slags transformatorer. De omsætter strøm mellem politikken og borgeren. I virkeligheden er det ikke så enkelt. Embedsmændene er eksperterne, som har overblikket og dialogerne med sektoren, men de er også en del af et indviklet
net, som består af bestillere, producenter, finansiering, publikum og medborgerperspektiver. De udvikler en fornemmelse for, hvilke spørgsmål man kan diskutere offentligt, og hvilke man ikke kan diskutere. Det er nærliggende, at embedsmændene skal “dygtiggøre” politikerne om, hvad der er muligt at diskutere – på godt og ondt.

Bestil bogen her for at læse resten af interviewet..

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram