Hvor opstår kultur egentlig?

Interview med Owe Ronström
»Politik stræber efter at opdele verden i udsnit, såkaldte politikområder. Udsnittet “kulturpolitik” passer ikke godt sammen med de områder, hvor kultur faktisk skabes.« Det mener Owe Ronström, professor i etnologi ved Uppsala Universitet, Campus Gotland.

Owe Ronström (1953) har bl.a. skrevet om musik, dans, etnicitet, multikulturalisme, alder, kulturarv, øer, revival af folkemusik mv. Siden 2009 har Owe Ronström været bestyrelsesmedlem af Kungliga Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur. I kulturpolitisk sammenhæng har han bl.a. diskuteret
relationen mellem centrum og periferi og brugen af
mangfoldighedsbegrebet.

Demokrati
Finansiering
Identitet
Kulturpolitik
Mangfoldighed
Publikum

Hvad ser du, hvis du betragter kulturpolitikken gennem etnologens briller?

At der er en række diskrepanser mellem det, som vi kalder “kultur”, og den del af samfundet, som kulturpolitikken retter sig mod. Politik stræber efter at dele verden op i udsnit, “politikområder”. En kulturpolitik baseret på udsnit har aldrig været i tråd med de felter, hvor kulturen faktisk skabes. Og derfor er der et konstant spændingsfelt mellem kulturpolitikken og en meget mere flerfacetteret virkelighed. Kulturpolitik har længe drejet sig om at indsamle ressourcer og derefter distribuere dem efter visse principper. Udvælgelsen er afgørende. Det er den, som foretager udvælgelsen, der har magten. Kulturpolitikken har kun legitimitet, så længe tilstrækkeligt mange accepterer udvælgelsen og de personer, der foretager den. Politikere plejer at sige, at kultur “styrker mennesker” og “styrker demokratiet”, men hvis de mener det alvorligt, skal de lade være med at centralisere ressourcerne på den måde, som de gør i dag, og i stedet fordele dem mere lokalt. Det vil samtidig mindske magten hos de personer, som foretager udvælgelsen.

Hvad mener du, når du siger “kultur”? Er det den kunstnerisk orienterede kultur eller et udvidet antropologisk kulturbegreb, som også inkluderer livsmønstre, værdier og så videre?

Jeg vil gerne ændre lidt på det spørgsmål, når vi taler om kulturpolitik. I stedet for at forsøge at klarlægge, hvad kultur er, er det mere interessant at spørge om, hvornår og hvor kultur skabes. Man deler normalt samfundet op i en offentlig og en privat zone. Men derimellem findes det, som kaldes “det tredje sted” eller “den tredje sektor”, hvor eksempelvis foreninger hører hjemme. Jeg plejer at oversætte det til en anden form for rumlighed: Tættest på os har vi en privat zone, som jeg kalder “soveværelseszonen”. Derefter kommer “dagligstuezonen”, som er en lidt mere åben zone, hvor en stor del af vores sociale liv finder sted. Uden for denne findes “den nære omverden”, hvor foreninger og andre lokale sammenslutninger befinder sig. Længst væk fra det private ligger “medborgerzonen”, hvor vi udøver vores rettigheder, stemmer og så videre. I medborgerzonen findes også de store offentlige kulturinstitutioner, som vi besøger som et anonymt publikum. Men hovedparten af kulturlivet skabes i “den nære omverden” af mennesker, som vil lave noget i fællesskab. Her opstår mere eller mindre tilfældige sammenslutninger, og her skabes både stort og småt.

Jeg har tidligere undersøgt, hvordan indvandrere agerede, da de slog sig ned i Sverige i 1980’erne og 1990’erne. De fleste grupper stræbte efter at oprette deres egen “nære omverden”, som de kunne genkende sig selv i. Soveværelseszonen og dagligstuezonen opfyldte ikke alle behov. Så man etablerede egne arenaer, restauranter, klubber og ikke mindst foreninger, som kunne fungere som samlingssteder. Og hvorfor netop foreninger? Jo, fordi det er sådan, man gør i Sverige. Foreningstanken er dybt forankret i hele i Norden, og især i Sverige er den blevet et fundament for det offentlige liv i den nære omverden. Her tager man det store skridt ud fra familien og dagligstuen, og her skaber man noget sammen med andre, og her kan man selv bestemme. Foreninger eksisterer jo i kraft af sig selv og kan ikke så let styres udefra. Foreningen er grundlaget, når kulturpolitik skal konkretiseres på lokalt eller regionalt niveau. Dels fordi der skabes kultur i sådanne sammenslutninger, men også fordi, at det er her, der kan etableres en fungerende kontrakt mellem politik og medborgere. Derfor er det særligt vigtigt, at der findes mange forskellige slags foreninger, så der kan skabes den nødvendige symmetri mellem kulturpolitik og medborgere.

Hvad er det vigtigste kulturpolitiske spørgsmål i dag?

Min kæphest er at sætte en stopper for den New Public Management-tænkning, som helt grundlæggende har forandret vilkårene for kulturlivet på alle niveauer. Det er et meget mere alvorligt problem, end de fleste er klar over. Kulturpolitikken skal jo bygges på et fundament af medborgernes egne initiativer og kreativitet. Tidligere var der en basal tillid til disse initiativer. Den lokale/regionale forening fortalte, hvad den ville gøre, søgte støtte til det og fortalte senere om, hvad der var sket, og hvordan det var gået. NPM (New Public Mangement) vender rækkefølgen om. Nu handler det i stedet om at kontrollere initiativerne på forhånd.

For at få støtte skal man nu ved hjælp af detaljerede dokumenter beskrive, hvad der skal ske, hvornår det skal ske, hvilket
publikum der skal komme, deres alder, køn, etnicitet og så videre. Kontroliveren er blevet gigantisk og kræver en større og større indsats. Vi ser derfor nu en større tilbageholdenhed i forhold til at søge og tage imod offentlig støtte, fordi det efterfølgende arbejde bliver så omfattende. Den samme tendens findes inden for universitetsverdenen, hvor vi stadig oftere må sige nej til at søge og modtage eksterne tilskud, fordi vi ikke har tid og råd til afrapportering. Når kulturpolitikken udtrykker, at den vil støtte medborgernes egne skabende evner, så modvirkes denne ambition af den praksis, som er opstået under NPMtænkningen.

Påvirker det også kulturinstitutionerne?

Ja, de er jo ramt af det samme begær efter rapporter og evalueringer. Vejen til de etablerede kulturinstitutioner
går jo desuden ofte via frivilligt engagement. De frivillige sammenslutninger lægger kræfterne i og skaber veje for offentligheden til kulturinstitutionerne. Når foreningslivet svækkes, får det konsekvenser for det professionelle kulturliv og for kulturinstitutionernes publikum og vilkår. Vi burde i meget højere grad tale om den gigantiske ændring, som NPM har skabt, og som nu foregår omkring os.

Men folk holder jo ikke op med at finde på ting, bare fordi foreningerne bliver tunge og uattraktive. Hvor bliver initiativerne af, hvis de forlader det, som du kalder “den nære omverden”?

Mønstret er, at de trækker sig ind i det, som jeg kalder dagligstuezonen, og væk fra det offentlige rum. Masser af mennesker læser bøger og diskuterer med hinanden. Det skaber veje, som fører dem hen til bibliotekerne. Men hvis det bliver for besværligt at låne bøger på biblioteket, må man låne af hinanden i stedet. Jeg har selv været engageret i folkemusikbevægelsen i lang tid. Gotlands spelmansförbund blev dannet i 1933 og har været meget aktivt. Men nu er forbundet nedlagt, fordi ingen ville sidde i bestyrelsen. Samtidig lever folkemusikbevægelsen videre, blot mere skjult. Musikerne samles nu hjemme hos hinanden for at spille i stedet for at mødes i fælles lokaler. Det nye er, at ingen orker at arbejde i en foreningsstruktur, som føles mere som en forpligtelse end som en mulighed. Denne udvikling betyder, at de offentlige rum i den nære omverden tømmes lidt efter lidt. Vi er dermed på vej mod et system, som minder om den førmoderne tid, hvor en stor del af kulturlivet udspillede sig i rum, hvortil kun personer med en privat relation havde adgang i kraft en tyk tegnebog, slægtskab, etnisk baggrund, særlig interesse og så videre. Som “almindelig
borger” er det slet ikke en selvfølge, at du kan få adgang, eller blot få at vide, hvad der rent faktisk sker omkring dig.

Det, som bliver skabt i dagligstuezonen, har desuden kun små muligheder for at få støtte fra kulturpolitiske satsninger, ganske enkelt fordi der ikke er nogen at gå i dialog med, ingen fast organisation og intet naturligt sted, hvor der kan træffes aftaler mellem repræsentanter for kulturpolitikken og medborgerne.

Kulturpolitik bygger dybest set på en revolutionær (i betydningen “reformerende”) tanke, og den blev til for at anspore mennesker til at skabe og forme deres liv i fællesskab. NPM ødelægger grundlaget for den frigørende kraft, og på denne måde skades også tilliden til politikkens borgeropgave.

Kravet om afrapportering udspringer mange gange af politikkens vilje til at skabe en bredere repræsentation: mangfoldighed, køn, funktionsvariationer og så videre. Er denne inkluderende ambition ikke af det gode?

Når den repræsentative tænkning kommer nedefra kan den være radikal, åbnende og forandrende. Men nu kommer den i stadig højere grad oppefra og får dermed en grotesk form, som skaber utilfredshed og modvilje. Vi burde i det hele taget være mere skeptiske over for begreber som “repræsentation” og “mangfoldighed”. For at kunne tænke begrebet “mangfoldighed” skal vi først gå ud fra, at verden er adskilt i forskellige dele, og at hver del har sin egen oprindelse. Mangfoldighed skal desuden ses i relation til en eller anden form for ensartethed, ellers kan den slet ikke defineres. For at kunne hylde mangfoldigheden skal vi altså først påstå, at der findes genuine oprindelser, essenser, for eksempel i form af køn, etnicitet, alder, seksualitet og derefter hævde, at de udgør den ensartethed, som idéen om mangfoldighed kan definere sig i forhold til. Men der findes hverken “genuine oprindelser” eller “ensartede kulturer”. Al kultur er foranderlig og mangfoldig og indeholder mængder af forskellige udtryk og former. Man behøver dermed ikke at skabe mangfoldighed gennem en særlig politik, for mangfoldigheden er her hele tiden, mangfoldighed er den oprindelige og naturlige form for alt liv. Derimod skal idéen om homogeniteten opfindes og spredes, for at mangfoldighedspolitikken skal kunne iscenesættes. Det er homogenitet, der kræver en politik, en vilje, en ideologiproduktion. Du skal, paradoksalt nok, først antage, at verden er opdelt, for at du kan hylde blandingen. Kravet om mangfoldighed og repræsentation bliver især specielt, når man sammenligner byernes vilkår med landområdernes. I byer kan man skabe særlige kulturformer og scener for specifikke etniciteter, køn, aldersgrupper og så videre. Men i de små samfund og i landområderne er situationen en helt anden. Her er der som regel kun nogle få arenaer, hvor det meste foregår. At føre kulturpolitik som identitetspolitik er et meget urbanistisk projekt, som måske kan fungere i store byer, men som let bliver kontraproduktivt
i mindre samfund.

Netop ulighederne mellem by og land er et aktuelt spørgsmål i Norden. Hvordan tror du, at denne konflikt kommer til at påvirke kultursektoren?

Jeg ser det snarere som en spænding mellem centrum og periferi. Konflikten er gennemgående i hele Nordvesteuropa i
dag. Den er muligvis mest tydelig i Sverige, fordi Sverige er et af de mest centralistiske lande i Europa sammen med Frankrig og Ungarn. Centrum-periferi-spørgsmålets opsving handler til dels om, at den gamle magtstruktur begynder at krakelere. Moderniteten har længe været tæt forbundet med nationernes centre. Hvis du ville være moderne, skulle du enten flytte til centrum eller tilegne dig centrums værdier ude i periferien. Men sådan er det ikke længere. Selv om de stadig vokser, er nationernes hovedstæder ikke nødvendigvis i fokus. Digitalisering og migration har skabt nye måder at relatere på. Der er nu flere millioner mennesker i Norden, for hvem det slet ikke er en selvfølge at forholde sig til Stockholm, Oslo, Helsinki eller København, men som i stedet ser Somalia, Uganda eller Syrien som deres “opland”. De forholder sig ikke kun til den lokale geografi omkring deres bopæl, men også til helt andre communities over hele verden, som forbinder dem med helt andre steder.

Hvordan bør en velfungerende kulturpolitik opbygges i den fremtid, som du ser for dig – uden et givet centrum og med en uoverskuelig og myldrende mangfoldighed?

Man skal have modet til at tænke, at kulturpolitikken skal stå i flertal, som i “kulturpolitikkerne”, og at vi skal arbejde med forskellige politiske strukturer for forskellige sektorer i samfundet. Kultursektoren er et meget kompliceret felt, og den består egentlig af mange forskellige sektorer. Man tager fejl, hvis man tror, at én enkelt kulturpolitik kan håndtere hele kompleksiteten. Vi skal derfor tillade en højere grad af mangfoldighed – også i en samfundsmæssig betydning. Vi kan ikke have et kommunalt system, som skal være ens for alle, når de grundlæggende forudsætninger for lighed er fraværende. Den politiske måde at løse det på er kompenserende tiltag, for eksempel i form af tilskud, ekstra indsatser og skatteudligning. Men formålet med kompenserende tiltag er på sigt at placere mennesker i netop dette ene, ensartede system. Dette gamle tankesæt kommer dog nok ikke til at leve så meget længere. Samfundet har ikke længere de gamle grænser. Vi har fået nye horisonter. Menneskers livsverdener peger så mange forskellige steder hen på både individniveau og gruppeniveau. Vi skal have modet til at forestille os, at samfundet kan hænge sammen og samtidig være mere diversificeret og mangfoldigt. Det bliver meget svært, ikke mindst i Sverige, som behandler medborgere som individer, der helst skal være ens og have den samme tilgang til alt. Men medborgerne er ikke ens. Vi tænker ikke ens. Vi har ikke brug for det samme. Vi adskiller os fra hinanden på så mange måder og på alle niveauer. Det kommer aldrig til at fungere med en enkelt kulturpolitik for det samfund, som vi lever i i dag.

Bestil bogen her for at læse hele interviewet..

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram