I partnerskab med naturen - en designer og forskers refleksioner

»Hvad er det for tider, hvor en samtale om træer næsten er en forbrydelse fordi den rummer tavshed om så mange ugerninger!«

Da Bertold Brecht skrev sit digt ‘Til efterkommerne’ i eksil i Danmark under Anden Verdenskrig, repræsenterede naturen stadig et domæne, hvor man både fysisk og mentalt kunne undslippe krig og holocaust. I dag er Jordens økosystem – det system, som gjorde os i stand til at udvikle os til et stadie, hvor vi opfatter os selv som adskilt fra og hævet over naturen – forvandlet til en varm kartoffel. Vi ved godt, at nutidens konflikter og ulighed er forbundet med en klimakrise, som bliver værre og værre, og at Covid-19-pandemien blot er et mindre bump på vejen mod den globale cytokinstorm, som vi er i gang med at fremkalde i Jordens biota.

Hver gang vi diskuterer politik og menneskelighed, økonomi og teknologi uden at inkludere vores handlingers indvirkning på det ikke-menneskelige net af liv, der opretholder vores eksistens, fremmer vi passivitet og fornægtelse. Hver gang vi vælger populisme frem for videnskab, fremskynder vi udslettelsen. Da Cooper Hewitt Smithsonian Design Museum spurgte, om jeg som en af flere kunstnere og designere ville bidrage til udstillingen Partnering with Nature i forbindelse med World Economic Forums (WEF) 50-årsjubilæum i Davos-Klosters i Schweiz, greb jeg derfor chancen med det samme.

Partnering with Nature var et udstillingsvindue for kunstnere og designere, der samarbejder med naturen, og WEF gav os den perfekte platform til at skabe opmærksomhed om verdens økosystemer, i mit tilfælde verdenshavene. Det er grunden til, at jeg arbejder med tang som materiale og derfor grundlagde jeg Department of Seaweed, som er et tværfagligt praksisfællesskab til udvikling af tang som et bæredygtigt konstruktionsmateriale.

For mig er det at være i naturen som at komme hjem. Naturen omfavner mig og gør mig glad, men samtidig føler jeg mig
som en fremmed, der trænger ind i et komplekst økosystem, som ville fungere glimrende uden mig. Det var et sådant rum til refleksion – en empatisk oplevelse, der fremmaner disse dikotomier – som jeg ville skabe i Davos.

Department of Seaweeds bidrag til WEF bestod af Hidaka Ohmu, en pavillon lavet af alger udspændt på en ramme af rotting og træ, der fungerede som et sted for hvile, og en workshop, hvor deltagerne kunne lave deres egne brocher af kelp. Pavillonen blev som et naturlignende rum i konferencecenteret, hvor duften af hav vækkede minder om gåture ved stranden og international cuisine. De flydende former i pavillonens tangbeklædning skærmede for omgivelsernes kantede arkitektur, og farverne opblødede den kunstige belysning. Hidaka Ohmu forholdt sig også til bygningens panoramavinduer ved at indramme udsigten til en snedækket gårdhave med træer.

Jeg udformede aktiviteterne i workshoppen med det formål at få de delegerede til lynhurtigt at fordybe sig i en praktisk, multisensorisk skabelsesproces. Brocherne af tang var nemme at lave. Deltagerne kunne vælge et sæt ringe i krydsfiner og trykke et fugtigt stykke tang ind mellem den inderste og den yderste ring. Derefter kunne de trimme den overskydende tang fra og fuldende brochen med en nål eller et spænde. Den var klar til at tage på med det samme, hvilket de fleste deltagere gjorde. Aktiviteterne tiltrak omkring tusind WEFbesøgende, og brocherne fungerede som samtalestartere overalt på forummet, for eksempel når folk stod i kø og fik øje på i hinandens brocher.

Gennem fordybelse i skabelsesprocesser kunne vi sætte de fastgroede debatformer og hierarkier ud af spil og hjælpe de delegerede med at få kontakt på tværs af fagområder. Workshoppen var en ikkepolitisk sfære, hvor samtaleemner fik plads til langsomt at stige op til overfladen, mens folk var optaget af at skabe. Samtalerne bevægede sig fra tekniske emner over anekdoter om barndommens udflugter til havet til dybere spørgsmål om materialitet, fremtidsscenarier, vores indvirkning på økosystemer samt etik og personlige valg. Det er et eksempel på, hvordan design kan fungere som en kontaktskabende disciplin – en empatisk, reflekterende aktivitet, som muliggør kommunikation og udveksling af viden.

Som materiale er alger organismer, der er særligt velegnede til at sætte gang i tankerne. Vores sind er ikke overfyldt med eksempler på design med alger, og vi har heller ikke tænkt synderligt meget over vores egen relation til alger. Det gør os i stand til at formulere vores eget standpunkt uden at være hindret af samfundsmæssig bagage. Allestedsnærværende, lige dele fascinerende og frastødende, utvivlsomt vigtige om end ikke fuldt ud forstået: alger får os til at se os selv som en enkelt art blandt mange. Algens rolle som skabende kraft i havøkosystemer, udgangspunkt for havets liv, vandfilter og kulstofdræn inspirerer os til at forbedre os og udklække tangbaserede fremtidsscenarier, hvor vi interagerer med naturen på mindre skadelige måder.

Materialer – især dem, der bærer spor af deres oprindelse i naturen – tager os med på en rejse gennem tiden, når vi skaber noget med dem. Tangens duft og glatte overflade fører os direkte tilbage til materialets habitat, hvor vi selv stammer fra. Alger får os også til at tænke fremad til den plads, som de kan komme til at indtage i menneskeskabte omgivelser. Det faktum, at de er organismer og endnu ikke genstande – at der ikke findes et etableret håndværk, når det gælder tang – gør os i stand til at glemme det familiære og funktionelle og i stedet forestille os de mange ting, som alger kan blive til i fremtiden.

De spørgsmål, der vækkes, fx hvorfor vi bør arbejde med tang, og hvordan tangen forholder sig til vores verden, er svære at besvare endegyldigt ud fra et rent menneskeligt perspektiv. Det er spørgsmål, der lægger grunden til en indsats, som rækker ud over det menneskelige. Praksisfællesskaber om emner, der samler folk fra forskellige discipliner, kan hjælpe os med at tænke konstruktivt over, hvad fremtiden kan bringe. Med design, som er empatisk og mere menneskecentreret, kan vi dreje situationer i den foretrukne retning.

Design er en metode til at skabe et engagement, som kan hjælpe os med at løse nogle af kriserne i det 21. århundrede, hvis vi ærligt og udtømmende kan besvare spørgsmålene: Hvad er det for en situation, vi befinder os i? Hvad vil den foretrukne situation være? Hvem bør være det VI, der bestemmer, hvad den foretrukne situation kan være? Og: Hvis det skal lykkes os at løse de globale kriser, vi står over for nu, må det pågældende VI ikke kun tage højde for de mennesker, der lever her og nu, eftersom vores handlinger påvirker alt nuværende og kommende liv på Jorden i det uendelige.

Skal spørgsmålene stilles med tekst? Designere og kunstnere længes efter at bidrage, at finde frem til, formulere og facilitere handlinger, der kan føre os i nye retninger i stedet for at forværre de paradigmer, der har skabt den misere, vi befinder os i nu. Samtidig bliver jeg ubehageligt til mode, når jeg hører kunstnere blive udråbt til mirakelmagere i forandringsprocessen, for det skaber endnu større passivitet og selvtilfredshed som følge af tomme forhåbninger. Alle kan og skal agere.