Hvad kunsten ved om demokratiet?

Essay af Stefan Jonsson
Mennesker har altid sunget, tegnet, fortalt og skabt former i verden. Politiske spørgsmål og forhold er flettet ind i de kunstneriske udtryk. Der findes næppe noget samfund eller nogen samfundsgruppe, som ikke har brugt kunsten til at fortolke sin fælles historie og sin fremtid, sine udfordringer og konflikter.

Stefan Jonsson er professor vid Institutet för forskning om migration, etnicitet och samhälle, REMESO, ved Linköpings universitet.

Stefan Jonsson (1961) er også essayist og kritiker
på Dagens Nyheter. Han har skrevet en række bøger
om europæisk modernitet og modernisme og om den koloniale verdensorden, senest Där historien tar
slut – makt, monster och motstånd i en delad värld
(2020) og, med Peo Hansen, Eurafrica: The Untold History of European Integration and Colonialism
(2014). Han er i gang med et større forskningsprojekt, hvor æstetikken bruges som værktøj til at forstå politisk protest og sociale bevægelser.

Demokrati
Publikum

Mennesker har altid sunget, tegnet, fortalt og skabt former i verden. Politiske spørgsmål og forhold er flettet ind i de kunstneriske udtryk. Der findes næppe noget samfund eller nogen samfundsgruppe, som ikke har brugt kunsten til at fortolke sin fælles historie og sin fremtid, sine udfordringer og konflikter. Her vil jeg fokusere på to forhold, som kun kunsten ved om samfundslivet og demokratiet.

Derfor forråder hver repræsentationsform demokratiet

Den demokratiske lighed er skandaløs. Den anerkender ingen grunde til, at nogen skal bestemme mere end andre eller bestemme over andre. I et demokratisk fællesskab bestemmer alle sammen. Hver eneste begrænsning af den demokratiske indflydelse er derfor et uberettiget og vilkårligt udtryk for en magtudøvelse, som er i strid med demokratiets princip om, at alle stemmer skal høres. Vi lever ikke i et sådant system. Vores system er et repræsentativt demokrati, og det betyder, at det er et indrammet og indhegnet demokrati. Den lille del af samfundet og folket, som fremtræder inden for rammen, må repræsentere helheden. Hver politisk repræsentationsform medfører sådan set en amputeret, bleg og skyggeagtig afbildning af det demokratiske fællesskab. Det demokratiske fællesskab bliver beskåret. De fleste havner udenfor. Kunsten er det medium, som hurtigst og bedst kan vise, hvor det repræsentative demokrati kommer til kort. Det skyldes kunstens evne til at gå bag om repræsentationens grænser for at vise det og dem, som findes på dens bagside eller uden for rammen: tavse stemmer usynliggjorte eksistenser, subalterne livsformer. Kunsten bringer disse stemmer og kroppe på tinge, for at de kan gestalte sig.

Hvordan kan man forklare denne evne? Til forskel fra andre vidensværktøjer er kunsten ikke primært repræsenterende – den er performativ. Den repræsenterer ikke virkeligheden. Den præsenterer muligheder. Heraf kommer også kunstens evne til at indføre nye ting i verden, nye spørgsmål og holdepunkter, som offentligheden kan forholde sig til. En stemme, som ikke tidligere er blevet hørt. En person, som ikke tidligere er blevet set. En forbindelse, som man ikke tidligere har været opmærksom på. Den æstetiske skabelse er den eneste form for menneskelig aktivitet, som er kongenial med demokratiets skandale. Den er flerstemmig
(ligesom demokratiet), den ser verden fra mange synsvinkler på samme tid (ligesom demokratiet), den er per definition social og kollektiv (ligesom demokratiet), og den er utæmmet og grænseløs (ligesom demokratiet). Derfor kan kunsten vise, hvor det indrammede, repræsentative demokrati uundgåeligt må komme til kort. Den ved, at hver politisk repræsentationsform forråder den egenskab, som den påstår at repræsentere. Derfor er kunsten også en lynhurtig indikator, som slår ud, hver gang rammerne indskrænkes yderligere.

Hvordan gør kunsten modstand?

Kunsten indfører noget nyt i verden. Den er performativ. Den udgør en begivenhed. Når begivenheden har fundet sted, ser virkeligheden anderledes ud. Borgerne i samfundet skutter sig og forsøger at forstå det nye, gøre det begribeligt. Dette er bare et andet udtryk for kunstværkets eksistens som en demokratisk ting. Det skaber debat, dialog, skænderier og modstand.

Bestil bogen her for at læse resten af essayet...

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram