Kunsten som forum - om kunstens rolle i det demokratiske samfund

I foråret 2018 udstillede den danske billedkunstner Stine Marie Jacobsen værket ”Law Shifters” i Nikolaj Kunsthal i København. Værket er en stor installation, hvor en tre meter høj boks forsynet med lys og computerskærme er forbundet gennem et rørpostsystem til et antal pulte på den ene side og et antal lagerbokse på den anden. Ved pultene kunne udstillingsgæsterne skrive forslag til dansk og europæisk lovgivning, som så blev sendt gennem rørposten til den store lovmaskine. I den centrale maskine blev forslagene bearbejdet, blandt andet ved at blive sendt ud til gennemskrivning hos forfattere og jurister, og de færdige lovforslag blev samtidig publiceret via en installation placeret i Maastricht.

Dette kunstværk har et oplagt politisk indhold ved at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er ret, og hvad der er lov. Men det har også – og måske vigtigere – en politisk form. Værket er en henvendelse til publikum, hvor et virvar af indtryk, der på forskellige måder refererer til forestillinger om lov og ret, ledsages af en opfordring til at formulere sig under indtryk af værket. Stine Marie Jacobsens værk er et godt eksempel på nutidig installationskunst, der inddrager beskueren og indoptager sociale relationer i værkets form og udtryk: loven som social relation bliver nærværende i den sociale relation omkring værket. Værker som dette gør os imidlertid også opmærksom på to mere grundlæggende egenskaber ved kunstværker.

For det første, at kunstværket altid har karakter af en henvendelse. Hos Jacobsen er henvendelsen helt manifest. Men selv når henvendelsen ikke er tematiseret, så er det et grundtræk ved kunst og vores forestilling om kunst, at den henvender sig til et publikum. Kunstværker er ting eller begivenheder – hvad enten de består af ord, billeder, plastiske former, toner eller bevægelse – der er udstillet, udgivet eller fremført og på denne måde rettet mod en offentlighed.

Og for det andet, at kunstens henvendelse ikke først og fremmest formidler et budskab eller kommunikerer en idé, men snarere formulerer et spørgsmål til beskueren. Kunstværket præsenterer en form, viser et billede, og spørger beskueren, hvordan hun vil reagere på det. Kunsten præsenterer ikke et svar, men efterspørger en reaktion: hvordan tilskueren bliver berørt, gør en erfaring, opnår en erkendelse.

Et kunstværk indebærer altid et møde – et møde mellem mig, den enkelte beskuer, og værket. Men den er også et møde mellem alle os, som er fælles om at gå ind i denne situation. Som beskuer af et kunstværk – i bredeste forstand, hvad enten jeg læser en bog i min sofa eller sidder i en teatersal – er jeg del af et fællesskab, som består af alle dem (eller de få), der har valgt at tage imod henvendelsen.

Omkring kunstværket danner der sig et forum, et mødested, hvor det, som samler os, er, at vi alle lytter til det spørgsmål, som kunstværket stiller os overfor. Kunstens værdi er blevet formuleret på mange forskellige måder. Kunsten har værdi, fordi den tilbyder nogle særlige oplevelser, det sanselige og mentale velbehag ved smukke former og gribende historier. Og kunsten har værdi, fordi den tilbyder en indsigt i verden, i hvordan andre mennesker tænker og føler. Og endelig, for det tredje, kunsten er værdifuld, fordi den udfordrer sit publikum ved at beskrive verden på nye og anderledes måder. Ved at se på kunsten som forum bliver vi opmærksom på et andet aspekt af kunstens værdi: nemlig at kunstens oplevelser, indsigter og udfordringer er noget, der bringer mennesker sammen.

Et kunstværk tilbyder ikke kun en individuel erfaring, men også en erfaring, som man deler med andre – på tværs af tid og rum. Det er erfaringen af at være samlet om spørgsmål, om problemer, nærmere end svar. Derfor er kunst også en afgørende del af det demokratiske samfunds infrastruktur, hvor borgere sammen kan reflektere over, hvad de oplever, tænker og føler, og dermed i sidste instans, hvad præmisserne for fællesskabet er.