Uden kunst kan samfundet ikke udvikles

Hvad har du som virksomhedsleder og bestyrelsesformand haft for forventninger til kunsten?

Jeg har, som du sikkert forstår, aldrig betragtet kunst som et værktøj eller noget, som skal ”gøre noget” med os. Jeg ser kunst som en nødvendighed, for at samfundet skal udvikles.

Kunsten er kulturens frie lillebror, som sparker opad og skaber nye indsigter. Jeg relaterer aldrig til kunsten som en udsmykning, men som et møde, en invitation til at kommunikere, til at stille spørgsmål.

Et godt eksempel er værket af ”Defining Art” (1996) af Lars Bent Petersen, som kan aflæses som to punkter, et komma og en streg, nogenlunde som en smiley. Jeg hængte værket op på et kontor i Novo Nordisk, hvor vores projekterende ingeniører sad. De blev provokerede af enkeltheden og undrede sig ironisk over, om dette virkelig var at betragte som kunst. Men efter et stykke tid ville de ikke bytte værket ud. De anvendte det som udgangspunkt for deres egen kritiske dialog i innovationsprocessen. Hvad gør vi? Hvorfor gør vi sådan her? På den måde fik de nye holdninger og meninger frem.

Af og til bød jeg skuespillere og bibliotekarer ind for at finde nye måder at tænke på og nye måder at analysere relationer, situationer og vurderingsmønstre. De kunne stille spørgsmål, der ikke var nogle givne svar på.

En forskningsintensiv virksomhed har brug for hele tiden at stille spørgsmål, om der måske findes andre måder at tænke på. For mig var det vigtigt, at der var kunst i alle slags lokaler: møderum, fabrik, forskningslaboratorier, korridorer. I forskning er det bedre at tænke åbent end i forvejen at udpege, hvilken retning man skal lede. Den største fejl, en forsker kan gøre, er ikke at vove at lave fejl. God kunst fremlokker diskussion og spørgsmålsstillen. Den rummer noget, man aldrig bliver færdig med.

Ganske vist mødtes mine kunstindkøb på Novo Nordisk med tvivl engang imellem. Så plejede jeg at svare, at jeg ville have, at Novo Nordisk skulle være et sted, hvor man vovede at drømme.

I dag ejer Novo Nordisk 1200 kunstværker. Du har indkøbt størstedelen. Blev der stillet spørgsmål ved, at du satsede så store penge på kunst?

Nej, kunstsatsningen blev hurtigt en del af virksomhedens varemærke. Da jeg stoppede som direktør, blev jeg spurgt, om jeg
ville fortsætte som ansvarlig for kunstindkøbene, men jeg takkede nej. Jeg ville ikke føle mig som min efterfølgers dekoratør.

Meget få mennesker har begreb om, hvad kunst koster, og for dem er det umuligt at afgøre, om et maleri er 5.000 eller 20.000 kroner værd. Da økonomien var dårligere, tog jeg naturligvis hensyn til det. Det var jo ikke for at investere, at jeg købte kunst.

Mine private kunstindkøb har heller ikke handlet om investering. Jeg har interesseret mig for den kunst, som er mærkelig eller spændende eller for det uforståeligt dygtige håndværk. Af og til har jeg købt bare, fordi jeg ikke rigtigt har forstået værket.

I dag er der langt flere, der stiller spørgsmål ved politikkens visionskraft og evne til at være relevant for nutiden. Skulle din tro på kunstens krafter kunne give energi til politikkens rum?

Det ved jeg ikke. Jeg ville aldrig kunne blive politiker, eftersom jeg mangler den tålmodighed, det kræver. Jeg har altid haft svært ved at acceptere sammenhænge, hvor det tillades, at processen afgør beslutningen. Fordelen ved at arbejde i erhvervslivet er, at vi gør det, vi vil gøre.

Problemet er, at kunst er blevet til noget, vi har mulighed for at tilegne os i livet, men ikke er noget, vi vokser op med, ikke er noget, der naturligt får lov at vokse inde i os. Kunst er ikke noget, man skal gå rundt og kigge på. Kunst er noget, man skal leve med. Det behøver ikke være stor kunst, men det skal være kunst, som giver glæde i at skabe og fordybe sig. Der burde findes huskunstnere, hvis arbejde børn kan følge, fx via et atelier på skolen, for i lokalsamfundet er kunstens nærvær utrolig vigtig. I kulturpolitiske termer hedder det at ”fremme” kunsten”. At ”fremme” betyder for mig at styrke og udvikle kunsten i samfundet og skærpe medborgernes og mediernes blik på kunstens betydning og funktion.

Du var formand for det, der i den danske kulturverden var den vigtigste myndighed, Statens Kunstråd, i fire år. Du afsluttede med at uddele en reel irettesættelse til politikerne. Du skrev bl.a. sådan her: ”Kunsten udfylder en ekstremt vigtig funktion i demokratiske samfund som det danske. Kunst er menneskets og samfundets refleksion over sig selv. Kunst skaber erkendelse. Kunst bryder grænser. Kunst åbner rum og fremprovokerer nye perspektiver på de problemer, vi diskuterer hver eneste dag. Men tilsyneladende har dette ikke den store betydning for hverken politikerne eller medierne.”

Ja, politikere siger ofte, at de skal støtte kunsten, men de har ingen vision for hvorfor. Politikerne anvendte Kunstrådet som en slags lobbyorganisation i stedet for at se os som en vigtig og kyndig rådgiver. I stedet for at respektere den viden, som rådet besad, blev pengene øremærket særlige politiske prioriteringer. Jeg mener, at det er at gøre indgreb på princippet om armslængdeafstand mellem politikken og kunsten. I dag, når politikken snarest skal genopfinde sig selv, er der brug for mere respekt og en reel armslængdeafstand.

I mere end 50 år har begrebet ”armslængdeafstand” været et hovedprincip i den danske kulturpolitik. Kulturstøtten skal fordeles på basis af en politisk vision, men ikke udsættes for politisk styring. Pengene skal i stedet deles ud efter professionelle og saglige kriterier. Alligevel er det sådan, at størstedelen af rådets midler er forpligtet af politisk bestemte prioriteringer. Det begrænser muligheden for den kunst, som politikerne ikke kan lide, men som kan være nok så afgørende for kunstens og samfundsdebattens udvikling: God kunst er ofte ubekvem for vanetænkning. Kunsten trives bedst, når den ikke inddeles i bestemte kategorier og målindrettet støtte. Kunsten skal have lov at være fri. En myndighed som Statens Kunstråd skal selvfølgelig diskutere med politikken, men kunstnerne – de skal være frie. Det centrale spørgsmål er: Er kunsten til for, at du skal reagere på en bestemt måde, eller for at du skal tænke selv?

Dette var min ene hovedkritik. Det andet var politikernes ønske om, at det udelukkende var danske kunstnere, der skulle kunne få støtte. Jeg mener, at Kunstrådet skulle have friheden til at støtte alle kunstnere, der arbejdede med kvalitet i Danmark. Ifølge min holdning beriges det danske kulturliv af den opfattelse, hvilket rimeligvis er en af formålene med kunststøtten. Det der med, at kunsten skal bidrage til det ”nationale”, det tror jeg ikke et øjeblik på. Kunst skal ikke bidrage til at adskille mennesker.

»Hvis et land skal have et erhvervsliv, der skaber vækst og nye jobs, så skal en ny slags vinderkultur udvikles, hvor både hjerne og hjerte er med. Det er en kultur, hvor vurderingen og holdinger skal være ligeså tungtvejende som finansielle mål.«

Det er ikke sædvanligt, at en bestyrelsesformand i en myndighed udfordrer de førende politikere. Du var jo derudover en af de få i bestyrelsen, som ikke havde en kunstnerisk baggrund. Hvordan reagerede kulturverdenen
på din systemkritik?

Jeg efterlyste virkelig en debat, men interessen var ikke særlig stor. Nogle reagerede negativt på det, jeg sagde, og på min overbevisning om, at kunsten skal have lov til at provokere og skabe debat. Men jeg har aldrig ment, at provokationen skal findes for sin egen skyld, men for at skabe nye tanker hos os.

Du blev bestyrelsesformand på det traditionsrige Det Kongelige Teater i år 2000. Et teaterhus organiseres efter traditionelle principper. Hvad tænkte du, da du så ind i hjertet på denne komplicerede institution første gang?

Nogle sagde: ”Det er godt, at det er Mads, der er bestyrelsesformand. Han kommer fra en forskningstung branche. Forskere er primadonnaer præcis som skuespillere. Altså ved han, hvordan han skal håndtere den slags problemer.” Men jeg forstod jo ret hurtigt, at teaterkunstnere slet ikke er ”primadonnaer”, men mennesker som satte sig selv på spil aften efter aften. Det der store engagement i kunsten berørte mig. Tiden der berigede mig virkelig.

Da jeg kom til Det Kongelige Teater indså jeg, at hele organisationen var støbt i en form af effektivitet. Der fandtes ikke en engang en kunstnerisk repræsentation i bestyrelsen. Ifølge mig er det ligeså uomgængeligt at have kunstnerisk kompetence i bestyrelsen som at have forskningskompetence. Udfordringen var at forandre teatret radikalt og at få de kunstneriske chefer til at arbejde i en fælles kultur, som gennemsyrede hele organisationen. Jeg opdagede for eksempel, at visse ansatte på Det Kongelige Teater, fx sceneteknikere, aldrig nogensinde så forestillingerne fra salonen.

Som bestyrelsesformand ville jeg også opmuntre til at eksperimentere. At arbejde på den yderste kant indebærer store risici for, at det bliver forkert, men selve eksperimentet i sig selv kan have en ubestridelig kvalitet.

Jeg var også ivrig efter, at det Kongelige Teater skulle lytte til publikum og tage til sig, hvad publikum syntes var vigtigt. Her fik jeg modstand af dem, der troede, at jeg skulle lade publikum bestemme. Men det handlede jo aldrig om det, men om at interessere sig for, hvordan publikum så på teatrets arbejde og på den vis få syn på, hvordan teatret hænger sammen med det samfund, det fungerer i.

Hvordan skal de kunstneriske institutioner placere sig i en mere resilient sammenhæng? Ikke mindst repertoireteater bygger jo på en slags ”konsumption” af oplevelser, hvor kunstneren hele tiden skal skabe nyt, nyt, nyt. Har kunsten et ansvar for at lade sig ændre af den store klimaudfordring?

Jeg tror ikke, at just teater ligger særligt langt fremme her, for scenekunsten drives af andre forpligtelser. Indenfor arkitektur, billedkunst, formgivning … ser man tydeligere tegn. Når jeg ser, hvad der sker i doktorstipendier, jeg har etableret i kunsthistorie og praksisbaseret forskning, bliver jeg håbefuld. Her findes der studerende med utrolig spændende projekter, som tangerer de spørgsmål, vi her taler om.

Vi lever i en udfordrende tid, som giver kunsten nye muligheder og et tilbud om at forny sig. Jeg tror ikke, mine børnebørn har lyst til at konsumere underholdning for underholdningens skyld. De kommer til at stille krav til engagement og relevans. For at kunst skal blive relevant i fremtiden, så skal den berøre spørgsmål, som vi ikke engang kan forestille os i dag.

Hvordan hører kunstens nærvær og virksomheders samfundsansvar sammen?

Bæredygtighed og samfundsansvar er på sæt og vis samme sag. Det er en pligt for alle virksomheder at arbejde på en måde, som bidrager til at gøre samfundet bedre. Både du som individ og virksomheden, du arbejder for, har opnået sin fremgang, fordi nogen stolede på dig, troede på dig, gav dig en chance. Det er en pligt at betale tilbage. Det princip har altid været overordnet i mit arbejde. De fleste toneangivende danske virksomheder arbejder allerede i dag efter princippet om, at man skal skabe såvel finansielle som sociale og miljømæssige resultater. For de fleste virksomheder er det et selvindlysende ansvar sammen med myndigheder og civilsamfundet at bidrage til at løse problemer og udfører opgaver, hvor erhvervslivet besidder en særlig kompetence. Ligger de nordiske virksomheder langt fremme, når det kommer til at tage et samfundsansvar? Nogen enkelte virksomheder har ligget langt fremme, men det gælder slet ikke hele feltet. Men selve idéen om, at en virksomhed er afhængig af sin omverden er mere grundlæggende i Norden end i andre lande. Den nordiske ledelseskultur er i realiteten en meget konsensuspræget aktivitet, hvor vi er vant til at sidde ved samme bord og tale sammen. Relationen til virksomhedens ”stakeholders”, det vil sige til dem, som påvirkes af virksomhedens fremgang og modgang, er afgørende. Hvis et land skal have et erhvervsliv, der skaber vækst og nye jobs, så skal en ny slags vinderkultur udvikles, hvor både hjerne og hjerte er med. Det er en kultur, hvor vurderinger og holdninger skal være ligeså tungtvejende som finansielle mål. Det strider mod det grundlæggende kapitalistiske princip om, at produktiviteten konstant skal øges.