Maria Huhmarniemi (1977) er ansat ved University of
Lapland, Fakultet for kunst og design, i Rovaniemi.
I sin kunst arbejder hun ofte med spørgsmål, som er relateret til miljø og til de livsbetingelser, som hersker mod nord, for eksempel relationen mellem menneske og natur samt menneskets ansvar for naturen. Som forsker har hun interesseret sig for politisk samtidskunst og for kunstens betydning for et bæredygtigt samfund. Hun bor i Rovaniemi (Finland) og Muodoslompolo (Sverige).
Foto: Marko Junttila
Arktis har jo ingen naturlig afgrænsning mod syd. Nogle gange taler man om sydgrænsen for midnatssolen, nogle gange om de områder, hvor der er et bestemt klima. Andre mener, at det handler om trægrænsen eller middeltemperaturen. Hvad tillægger du som kunstner begrebet?
Ud over at det er en fysisk overflade, er det noget nærmest mytologisk. Noget der signalerer forestillinger om kulde og fjerne områder. Modsætningen til det, der findes mod syd. Mange kunstnere, som arbejder i Arktisområdet, uanset om de bor i Canada
eller Finland, påvirkes af de politiske spændinger mellem de oprindelige folk og andre grupper samt af konkurrencen om naturressourcerne. Her findes en stærk og levende kulturarv, men den politiske struktur er svag og formår ikke at stå vagt om natur og økosystemer. Der er heller ingen kræfter, der støtter kunstens og kulturens rolle i dette område.
Politiseringen af de oprindelige folks kultur og rettigheder er øget i de senere år. Hvordan påvirker det kunsten?
Relationen mellem dyr og menneske og mellem menneske og natur har længe været naturlige emner i Arktis, og i den senere tid har spørgsmålene også fået global opmærksomhed. Der er mere fokus på kunstnere fra de oprindelige folk nu, end der var tidligere, men mange af dem, især de unge, tvinges til at agere i to verdener på samme tid – i to forskellige former for logik. De befinder sig i en tydelig og helt konkret konflikt.
Det er altid lettere at føre diskussionen om de oprindelige folk længere sydpå. Så kan man hævde, at de oprindelige folks rettigheder skal respekteres, at landområder skal gives tilbage, at de skal være selvstændige og så videre. I de nordlige områder er det ikke lige så simpelt. Det kan være uklart, hvem der tilhører et oprindeligt folk, og hvem der ikke gør – uanset rødder. Her er mange personlige, følelsesladede konflikter, som har levet videre gennem mange årtier. Det har også en betydning. Der er desuden mange minoriteter i Arktisområdet, som ikke har fået status som oprindelige folk. De har også ret til synlighed, støtte og respekt for deres kulturarv. Koloniseringen af de nordlige områder har jo ikke kun ramt de oprindelige folk, men også alle de lokale kulturer. Identitet er et komplekst begreb. Bare det at sige, at “jeg er kunstner”, er et stort identitetsspørgsmål her.
Hvordan forholder de kulturpolitiske systemer sig til den virkelighed, som du her beskriver?
Livsvilkårene er forskellige i nord og syd men kulturpolitikken bygger på et perspektiv, som er formet i syd. Indflydelsen fra de nordlige områder er meget lille. Magten er aldrig til stede her, og på den måde reproduceres de koloniale strukturer. Statistikken viser, at hovedparten af den offentlige kulturstøtte går til dem, som arbejder i nærheden af hovedstæderne. Det er en fordel at bo i nærheden af magten, i nærheden af institutionerne, i nærheden af de uddannelser, som rangeres højest.
Påvirker det også idéen om kunstnerisk kvalitet?
Kvalitet er altid forbundet med kontekst. I de sydlige områder finder man de sociale netværk, kontaktfladerne og den oparbejdede tillid. Mennesket er et socialt væsen, og det er mennesker, der træffer beslutninger om, hvem der skal have offentlig støtte. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi får de unge kunstnere til at blive boende i de nordlige områder og til at arbejde og bidrage netop her. Men de eksisterende små legater og støtteordninger rækker ikke langt. Der er heller ingen stærk tradition hos kommunerne for at indkøbe kunst til offentlige bygninger og offentlige pladser. Det skal være lettere at vælge at blive i de nordlige områder. Det vil påvirke hele samfundets kreativitet og selvfølelse.
Turismen i Arktis vokser hurtigt. Hvordan kan turisme og kunst kobles sammen?
I Lapland, hvor jeg arbejder, er turismen den eneste kraft, som i praksis kan skabe en modvægt til den industri, som udnytter naturressourcerne. Jeg er interesseret i public art, hvordan kunst kan bruges i det offentlige rum, og her skaber turismen nye muligheder. Hvis vi alvorligt mener, at omverdenen skal lære mere om vores nordlige kulturer, hvad er så bedre end at lade kunsten være en del af turismen? En helt konkret indgang er, at turistvirksomheder bygger meget nyt, og hvis bare en procent af byggeudgifterne går til kunstnerisk udsmykning, medfører det, at kunsten får mere plads. Kunstnerne kan gøre turistens oplevelse mere bæredygtig, miljøbevidst og respektfuld i forhold til den lokale kultur. Scooterturisme er derimod den diametrale modsætning til det, jeg efterstræber. Scootere har ingenting med den lokale kultur at gøre. Det skaber ingen dybere følelser at drøne igennem landskabet i høj fart – hverken for naturen eller for sammenhængen.