Fremtiden er nu

Essay af Olafur Eliasson
I sit essay cirkler kunstneren Olafur Eliasson poetisk og tænksomt rundt om sin kunstneriske praksis og drivkraft. Med udgangspunkt i sin soloudstilling Y/our future is now flettes det abstrakte og konkrete sammen og hans tanker om klima, tid, bevægelse, sted/rum og stof – og deres gensidighed – gøres håndgribelige og sanselige.

Olafur Eliassons kunst er drevet af hans interesse for sansning, bevægelse, kropsliggjort erfaring og fornemmelse af selvet. Han stræber efter at gøre kunstens ærinder relevante for samfundet som helhed. Kunst, for ham, er et afgørende middel, når tanke skal blive til handling i verden. Eliassons arbejder spænder over skulptur, maleri, fotografi, film og installation. Uden at begrænse sig til museernes og galleriernes rammer, inddrager hans praksis den brede offentlighed gennem arkitekturprojekter, interventioner i det offentlige rum, kunstundervisning, policy-making samt spørgsmål om bæredygtighed og klimaforandringer.

Eliasson er født i 1967. Han voksede op i Island og Danmark og studerede fra 1989 til 1995 på Det Kongelige Danske Kunstakademi. I 1995 flyttede han til Berlin og grundlagde Studio Olafur Eliasson, der i dag omfatter et stort hold af håndværkere, arkitekter, arkivarer, forskere, administratorer, kokke, programmører, kunsthistorikere og specialiserede teknikere.

Bæredygtighed
International

På klodens overflade er den korteste vej mellem to punkter ikke en lige linje, men en bue – en geodætisk kurve. Jo længere man rejser, desto mere ekstrem bliver kurven, men selv den relativt korte flyrejse fra Berlin til Porto fører mig ad en blid bue, som spænder lidt over tre timer.

Undervejs skræller jeg måske en appelsin og fjerner overfladen i en spiral, som man nu gør. Interessant nok var det også denne kurve, som munken og matematikeren Guido Grandi studerede i syttenhundredetallet, og som han kaldte Clelia-kurven. Forholdet mellem hvordan vi rejser, og hvordan vi opmåler en kugles overflade – hvad enten det er en appelsin eller Jorden – har inspireret mig til sammen med mit geometrihold at foretage nogle undersøgelser på mit atelier, der har ført til en ny samling værker, og tre af disse står nu i parken ved Serralves-museet. Med titlen Human time is movement og adskilt med undertitlerne Spring, Summer og Winter blev disse fritstående sorte og hvide spiraler skabt ved at aftegne et punkt, mens det simultant bevægede sig langs flere akser på en kugle. Når du møder værkerne i parken, vil du ikke kunne tilegne dig dem i deres helhed, mens du står stille, uden bevægelse og tid. Vores evne til at sanse dybde og forstå dimensioner intensiveres af fysisk bevægelse, og måske får du endda den indskydelse at bevæge dig rundt om kunstværkerne og følge spiralernes bevægelser. Værkernes fortælling opstår af den bevægelse: Du rekonstruerer – fysisk og i tanke – skulpturernes tilblivelse, deres fremkomst i rum og over tid. I den proces knyttes vores kroppe usynligt til dem – vi bliver en del af skulpturerne. Læg hertil solens stråler, og de skiftende skygger på jorden bliver et modspil til de ubevægelige skulpturer. Den komplekse dialog mellem spiraler, skygger og de besøgendes bevægelser opfordrer til fordybelse over tid, mens din oplevelse af et her og nu måske forstærkes. Det kan være, at du – i det øjeblik – bliver klar over, at rummet er en følge af dit engagement og din med-skabelse af det. Clelia-skulpturerne rummer en mulighed for at gøre rum og tid mærkbare, nærværende, tydelige.

Olafur Eliasson: Human time is movement (summer), 2019 Human time is movement (winter), 2019 Human time is movement (spring), 2019

Den enkle handling at skrælle en appelsin lader os komme i kontakt med historien og kloden. Den buddhistiske lærer Thich Nhât Hanh taler om processen som en meditativ handling: ”Hvis du spiser en appelsin i glemsomhed, indfanget i din egen ængstelse og sorg, er appelsinen ikke rigtigt til stede. Men bringer du dit sind og din krop i samklang … kan du … se appelsinblomsterne i appelsinen, og den regn og sol, der er strømmet gennem appelsinblomsterne.” Ved at finindstille min opmærksomhed får jeg adgang til frugtens historie, mens jeg skræller den – og gennem den opdager jeg fortidens vejr og klima. Den økofeministiske og posthumanistiske forsker Donna Haraway har foreslået, at vi bør ”udpakke” genstande ved at udforske de netværk, som selv de simpleste af dem er en del af, for at blive klogere på, hvordan de er sammenfiltret med verden: ”Jeg beder folk … om at tage en chokoladecroissant og føre mig gennem mel og chokolade og smør og sukker og kaffe og ad den vej forbinde os med verdenshistorien.” Og hun graver sig ned i økonomiske, epistemologiske, tekniske, materielle og politiske historier. Ifølge Haraway kan jeg altså også betragte appelsinen som et økonomisk objekt, der muliggjort af globale handelsaftaler rejser fra Portugal til Berlin, København eller Reykjavik og derved giver et CO2-aftryk – i et system, der trænger til en total omlægning.

Før dampmaskinen blev opfundet, fulgte hovedruterne for transport og rejser til søs vind og havstrømme tæt, og på tidlige søkort udgjorde de et netværk af streger. Havstrømmene skaber og påvirker stadig vores klima: Golfstrømmen leder det lune vand fra Den Mexicanske Golf tværs over Atlanterhavet til Europa og gør for eksempel klimaet i Porto varmere, end det ellers ville være på den breddegrad. Når vandet er kølet ned igen, flyder det tilbage mod syd og fuldender således en af de fem store gyrer, der fordeler vejr og varme på vores klode. Gyrerne er gigantiske hvirvelstrømme, og de er forbundet med grundstrukturen i The curious vortex, den nye pavillon, jeg har opstillet i parken ved Serralves. På samme vis bærer de strømme, der cirkulerer i det arktiske område, drivtømmer med sig fra Sibirien til kysterne i Island, Grønland, Canada og Alaska. Disse migrerede træstammer blev et betydningsfuldt byggemateriale i Island, fordi de første tilflyttere fuldstændig ryddede landet for skov for hundredvis af år siden. Drivtømmeret bærer historier med sig, de er et produkt af de havstrømme og vande, som har slebet dem til over tid. Forskere har også “udpakket” dem, i Haraways forståelse af ordet, og indhentet data om fortidens havis og det arktiske klima for 250 til 500 år siden. Siden 2008 har jeg med jævne mellemrum indsamlet drivtømmeret fra strande i Island og bragt det til mit atelier i Berlin. Jeg har fordelt træstammerne rundt omkring i forskellige byer, har efterladt dem strandet på offentlige steder eller skåret dem til, bygget dem sammen og malet dem til brug i andre kunstværker – disse stammer, som over så lang tid har rejst omkring i havene, i sommermånederne blotlagt for solens stråler døgnet rundt. Måske ser du nogle af dem i parken uden for Serralves; her ligger de, strandet, som om det tilbagetrukne tidevand havde båret dem med ind, eller som om de var blevet smidt på land af en malstrøm. Med den ene side malet, så det minder om vandlinjen langs siden på et skibsskrog, ligner de både trukket på land. Efterladte her, alene, virker de tavse og stille. Men rejsen er ikke forbi, de har bare skiftet kurs.

Olafur Eliasson: The curious vortex, 2019

Hvirvler, kredsløb og strømme går igen overalt i Y/our future is now – udenfor i drivtømmeret, i Human time is movement-spiralerne og i The curious vortex; indenfor i de svævende ringe og uendelige genspejlinger i The listening dimension og i Yellow forest, den cirkelformede lund af træer, der strækker sig op mod loftet badet i monofrekvent lys. I disse cirkulære former, og især ringene i The listening dimension, bor idéen om, at enhver genstands form dels er virkelig, dels er forestillet. Det handler om vores evne til at forestille os en bedre morgendag. De besøgende møder og medskaber værket, når de cirkulerer rundt i udstillingen. Ved at mødes i disse rum, indenfor i bygningen og udenfor i parken, krydses (livs)baner og bliver påvirket af hinandens nærvær: Vi danser alle i andres tyngdefelt.

Fysikken fortæller os, at tyngdekraften er geometrisk: Rumtiden er krum, og hvis vi var i stand til at vride den yderligere, kunne vi skabe et ormehul og rejse tilbage i tiden.

Men lad os ikke betragte fortiden, når vi skal definere nutiden. Vores nu er blevet bestemt af fremtiden. Forudsigelser om konsekvenserne af vores handlinger i dag er begyndt at præge og styre retningen for vores liv. Det er noget nyt. Min og tidligere generationers verdenssyn har været defineret af gårsdagens visioner, af forbrugerisme, vækst og akkumulation af velstand – og jeg foregiver ikke, at jeg står uden for dette verdenssyn. Vi så nutiden gennem en prisme af det, der kom forud. Vi forventede, at verden var forudsigelig, og at fremtiden ville tage udgangspunkt i fortiden. I dag, i den antropocæne tidsalder, er det blevet tydeligt, at vi er nødt til at ændre den forståelse – nutid og fremtid bliver stadigt mere uforudsigelige. Naturen er ikke længere noget, vi bare har lov at udnytte (det har den aldrig været); vi er en del af den. Det er nu tydeligt, at vi ikke kan fortsætte med at leve, som vi gjorde før i tiden, og at alle aspekter af samfundet er nødt til at tilpasse sig klimakrisen. Meget af det, som vi i dag tager for givet som normale handlinger, ting vi foretager os hver eneste dag, vil være utidssvarende eller måske endda ulovlige om ti år. Det ved de yngre generationer. De er begyndt at se nutiden i lyset af en fremtid, som de selv er nødt til at skabe her og nu. Det handler ikke bare om at leve miljøvenligt; det handler også om vores retfærdighedsans. Det er derfor, flere og flere mennesker går på gaden for at protestere mod regeringers manglende handlekraft på klimaområdet – børn og teenagere siger deres mening højt, og grupper af klimaaktivister blokerer broer og arrangerer ”die-ins”, hvor de bruger deres kroppe som redskaber i det offentlige rum for at bryde med forestillingen om mere af det samme.

For endnu en gang at vende tilbage til appelsinen i min hånd: Jeg deler den op i dens ti enkeltdele og tilbyder halvdelen til min nabo. Roland Barthes skriver i Kærlighedens forrykte tale om det stik af jalousi, en elsker kan føle ved at se sin elskede dele appelsinskiver med andre, og han bemærker, at ”verden … rummer en forpligtelse til at dele.” Denne forpligtelse er for os et påbud om at handle i fællesskab for at beskytte den planet, vi alle deler. Det ville imidlertid være en fejltagelse at begrænse forståelsen for at dele til kun at gælde vores egen art. I stedet er vi, med Haraways ord, nødt til at ”gå i slægt” med andre arter, andre livsformer, selv med ikkelevende fænomener – is, vand, luft, mineraler og jord – der er truet af klimakrisen. Fremtiden, din og vores, er nu.

Essayet har tidligere været bragt i Y/our future is now, kataloget til Eliassons soloudstilling af samme navn på Museo de Arte Comtemporânea de Serralves i Porto, Portugal, 2019-2020.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram