Et øjebliksbillede: Covid-19 risikerer at forstærke demokratiets krise

Essay af Carsten Staur
I Carsten Staurs essay får vi en ambassadørs billede af covid-19-pandemiens negative konsekvenser for demokrati og kunstnerisk frihed. Pandemien udfordrer kort sagt demokratiet, der i forvejen var under pres mange steder, både som idé og i praksis.

 

Carsten Staur (1954) er Danmarks ambassadør ved OECD og UNESCO i Paris. Han har tidligere været dansk FN-ambassadør både i
New York og Geneve, ligesom han har været chef for Udenrigsministeriets Sydgruppe (Danida) og ambassadør i Israel. Carsten Staur har skrevet om internationale forhold, herunder bogen ”Globale udfordringer. FN mellem relevans, legitimitet og handlekraft” (2011), engelsksproget udgave:
“Shared Responsibility. The United Nations in the Age of Globalization”, 2014. Senest ”Skilleveje, Dansk udenrigspolitik i 250 år”, der udkom i september 2020.

COVID-19
Demokrati
International
Ytringsfrihed

I Carsten Staurs essay får vi en ambassadørs billede af covid-19-pandemiens negative konsekvenser for demokrati og kunstnerisk frihed. Pandemien udfordrer kort sagt demokratiet, der i forvejen var under pres mange steder, både som idé og i praksis.

Covid-19-pandemien har udløst en global sundhedskrise, som også er blevet til en verdensomspændende økonomisk krise, med meget stærkt fald i BNP i næsten alle lande. Mange frygter nu, at pandemien også kan føre til en demokratisk krise. Frihedsrettigheder og civilsamfundets råderum indskrænkes i forvejen i mange lande i disse år, og ytringsfriheden udfordres markant. Vi har gennem en årrække set, at der i det multilaterale samarbejde er blevet sat stadig større spørgsmålstegn ved de universelle værdier, som FN bygger på, og ved hele betydningen af det regelbaserede internationale samarbejde.
Menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder udfordres således konstant – og mere og mere. Men Covid-19 har vist sig at forstærke disse allerede eksisterende tendenser. Krisen har gjort det ”legitimt” for nogle regeringer at sprede misinformation for at sikre, at deres eget politiske narrativ fremstår uanfægtet i den offentlige debat. Den har styrket de kræfter, som ønsker at begrænse – og ”nyfortolke” – ideen om en international retsorden, frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og FN-systemets grundlæggende værdier. Den har kort sagt styrket de antidemokratiske kræfter i mange lande – og medvirket til at forstærke demokratiernes, og demokratiets, krise.

UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur, har mandat til at beskytte kunstnerisk frihed. På samme
måde som organisationen også skal beskytte ytrings- og mediefrihed, akademisk frihed og videnskabelig frihed. Det er således en af UNESCO’s vigtigste opgaver at være med til at sikre, at der fortsat, også i en global krisesituation, er mulighed for
den ’kritiske tænkning’, der ved at udfordre både magthavere og etablerede sandheder også bidrager til fortsat at udvikle de forskellige samfund og styrke deres modstandsdygtighed og sammenhængskraft. Dermed er UNESCO også en menneskerettighedsorganisation. Det fremgår også klart, hvis man læser organisationens forfatning fra 1945. Det er imidlertid begrænset, hvad UNESCO de senere år har gjort for at modgå de nævnte indsnævringer og begrænsninger af frihedsrettighederne. Organisationen synes lammet af den stigende politiske konfrontation – og værdikamp – i det multilaterale system generelt, men i UNESCO-sammenhæng forstærket af USA’s udtræden af organisationen ved indgangen til 2020.

UNESCO har et særligt mandat vedrørende beskyttelse af, hvad man kan kalde professionsrelaterede rettigheder, som vedrører de professioner, der står i centrum for organisationens virkefelt: Kunstnere, videnskabsfolk, undervisere og journalister/mediefolk
Fælles for disse forskellige professioner er, at de har mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende, søge ny viden, holde øje med magthavere og opdrage nye generationer i samme kritiske ånd. Det er professioner, der udfylder centrale funktioner i et åbent – og nysgerrigt – samfund, og som nu udfordres både på deres professionelle standarder og på deres kritiske placering i samfundsudviklingen. Som bliver bedt om – eller tvunget til – at rette ind i forhold til magthavere og politiske systemer.

Lad mig kort skitsere nogle eksempler:

Nye særlove og restriktioner introduceres og begrænser journalisters muligheder for at dække Covid-19, som dokumenteret af International Press Institute i deres globale Covid-19 tracker. Det sker ikke kun i lande, hvor mediefriheden i forvejen er stærkt begrænset, som f.eks. Kina. Det er, som Europarådet har gjort opmærksom på, også noget vi ser i flere europæiske lande. Det er en farlig tendens i en situation, hvor der er klart behov for, at frie og kritiske medier holder et ekstra vågent øje med regeringers beslutninger og særlove. Love som – over tid – kan vise sig at have været en undskyldning for at begrænse ytringsfriheden eller undertrykke bestemte kritiske tilgange til myndighedernes magtudøvelse.

Og denne udvikling står ikke alene. Den forstærker nogle af de andre tendenser, der i stigende grad præger mediebilledet verden over: Splintringen af medielandskabet og den offentlige debat, stadig vanskeligere økonomiske vilkår for de traditionelle bredt anlagte medier og fremkomsten af stadig flere snævrere og ofte internetbaserede platforme, præget af ensidighed og fravalg af traditionelle journalistiske objektivitetskriterier. Den offentlige debat ændrer karakter – og det bliver i mange lande stadig sværere at finde det fælles ståsted, der gør den demokratiske politiske samtale mulig. Også mange kunstnere må se deresytringsfrihed begrænset. Det er særligt musikere, filminstruktører, billedkunstnere, men også forfattere, skuespillere og dansere, der som journalister udsættes for fængslinger, tortur, censur, frihedsberøvelse og rejseforbud. Regeringers mest fremførte begrundelser er, at kunstnere ”opildner til revolution”, ”krænker religiøse følelser”, ”forherliger fjenden”, ”forstyrrer freden” eller ”udgør en terrortrussel”. Endelig ser vi, at videnskabsfolk, der modsiger bestemte politiske narrativer, blive ofre for politiske overgreb. Forskning banaliseres, det videnskabeligt funderede underkendes, forskningsresultater reduceres til meninger, holdninger eller misinformation. Og der stilles spørgsmålstegn ved forskeres status og autoritet. Det er alle eksempler på det udfordringsfelt, vi befinder os i, når vi taler om menneskerettigheder generelt og om professionsrettigheder og ytringsfrihed inden for kultur, forskning og formidling.

Norden sætter nyt fokus på de professionsrelaterede rettigheder

Vi har i de nordiske lande lang tradition for at værne om de rettigheder, der med udgangspunkt i forskellige professioner er afgørende for at stimulere den demokratiske debat bredt i samfundet og via mange forskellige kanaler. De nordiske lande udgør også en stærk alliance i UNESCO. Der bliver lyttet til vores stemme på UNESCOs globale scene, når vi går sammen om en sag. Nordens gennemslagskraft bunder ofte i, at vi i internationale organisationer som UNESCO formår at kombinere demokratiske principper med pragmatisme. Vi står fast på principperne, også selvom det nogle gange kan give udfordringer.

Det gælder også i forhold til de nævnte professionsrelaterede rettigheder, hvor alle nordiske lande ønsker at sikre, at journalister, kunstnere, kulturaktører, forskere og formidlere fremover kan tænke, producere og formidle kreativt og frit, baseret på deres respektive professionelle standarder. Det bliver et afgørende krydsfelt i den kommende tids UNESCO-arbejde. Ved at etablere en nordisk ressourcebank, der samler og engagerer eksperter fra udvalgte nordiske institutioner og fagpersoner, vil vi undersøge, hvordan man med udgangspunkt i UNESCOs forskellige værktøjer kan styrke vilkårene for de aktører, der arbejder inden for medier, uddannelse, forskning og formidling. Ambitionen er aktivt og konkret at demonstrere betydningen af de nævnte professioners kritiske rolle for samfundsudviklingen – og deres bidrag til at nå FN’s verdensmål. Og at formidle aktuelle problemer med rettighedsovertrædelser i disse
sammenhænge. Vi arbejder målrettet på, at kunne lægge nye spor for det internationale samarbejde herom på UNESCOs fagfelter – spor, der rækker langt ind i fremtiden.

Disse tanker og idéer var på bordet før corona-krisen og Covid-19-pandemien. Men det er klart, at pandemien – den kombinerede globale sundhedskrise og økonomiske krise – stiller os overfor nye udfordringer. Pandemien forstærker som nævnt problemet – undertrykkelsen af de kritiske og udfordrende stemmer styrkes og pakkes ind i erklærede sundhedshensyn og hensyn til den offentlige orden. Det afgørende spørgsmål er, om pandemien også giver nye muligheder? Umiddelbart begrænses fysiske kontakter og interaktion, men samtidig udvides de sociale rum på nettet – og der udvikles nye kommunikationsformer og måder at være sammen på. Det gælder også for kunstnere, der må se en række af deres traditionelle formidlingskanaler – og indtægtsmuligheder – lukke sig, på kortere eller længere sigt, men hvor mange samtidig er i gang med at udforske nye netbaserede muligheder i den verden, som Covid-19-pandemien har skabt.

Arbejdet med at styrke UNESCO som menneskerettighedsorganisation og arbejdet med især at sætte fokus på UNESCOs arbejde med de professionsrelaterede rettigheder må selvsagt tilpasses den nye situation – post Covid-19. Helt præcist hvordan ved vi fortsat ikke, men der er ingen tvivl om, at de kommende måneder og år bliver ret så afgørende for denne dagsorden.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram