Vi skal læse for at kunne leve med os selv

Det er højst usædvanligt, at litteraturvidenskabelige værker skaber voldsomme debatter, men da du skrev om virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig i din doktorafhandling ”Den ny mimesis”, satte det gang i store stridigheder. Havde du forventet så heftig en reaktion?

Ja, absolut.

Er diskussionen forløbet, som du havde forventet?

Ja, helt og aldeles. Eftersom jeg forsøger at skabe en anden form for forståelse for litteraturen, end den som er fremherskende i dag, er der nogle, der anser mig for at være en provokatør. Jeg udfordrer den ideologiserende synsvinkel, som vil reducere litteraturen til et udtryk for etnicitet, klasse og køn. I stedet vil jeg vende tilbage til det individuelle og universelt menneskelige aspekt af litteraturen – uden at ignorere, at de større kollektive sammenhænge, som vi er indlejrede i, altid betyder noget for os. I den senmoderne litteratur er det faktisk ofte netop brydningen mellem det universelle og det partikulære, som står i centrum af de litterære værker.

Hvad er det i din baggrund, som får dig til at betragte litteraturen på den måde?

Jeg tilhører den generation af humanister og intellektuelle, som i 1980’erne og 1990’erne gjorde op med marxismen og dens totalitære krav. Den generation, som i øjeblikket dominerer akademia og debatten, minder meget om 1970’ernes. Men datidens klassekamp er erstattet af identitetspolitik, og den traditionelle feminisme er udskiftet med en fiksering på forskellige seksualiteter og identiteter. Tendensen er den samme. Jeg mener, at der er en iboende, farlig logik i denne tendens. Først bliver det sværere og sværere at diskutere forskellige holdninger åbent og frit. Derefter opstår der et behov for at lukke munden på den, der er uenig. At formulere et alternativ til den stadig stærkere totalitære tænkning omkring kunsten og kulturen, som nu er vendt tilbage, virker som det mest meningsfulde, jeg kan bruge mine resterende år på universitetet og i kulturdebatten til.

Hvordan ser dit alternativ ud?

Jeg påstår, at kunstens vigtigste egenskab er at give dig et refleksionsrum, hvor du kan udvikle dig som menneske og dannes som individ. Den handler ikke primært om dig som en del af en gruppe, men om dig som et individuelt menneske. Det er denne psykologiske, eksistentielle og almenmenneskelige dimension, som gør kunsten uundværlig. Det er den, som giver os dyrebare indsigter i os selv, danner os som individer og løfter os civilisatorisk. Som du bemærker, udspringer min tilgang til kunsten af oplysningstiden, altså den liberale, humanistiske kultur, som havde sin storhedstid fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1900-tallet. Min filosofiske helt er forstås Immanuel Kant. Det er ham, jeg i grunden diskuterer, og indimellem går i polemik med. Hans store genialitet som moderne filosof er, at han beskriver, hvordan vores verden består af tre selvstændige sfærer: naturvidenskaben, etikken og æstetikken. Alle tre taler til os, men det er fuldstændig afgørende for et moderne samfund, at de forholder sig selvstændigt i forhold til hinanden. Dette princip om at holde sfærerne adskilte er nødvendigt, for at det moderne demokratiske samfund overhovedet kan fungere på en tilfredsstillende måde. Men i dag får kunsten ikke lov til at være kunst. Den skal nyttiggøres til andre formål. I stedet for at betragte kunsten som uundværlig, for at vi skal kunne udvikle os til frie mennesker, bruges kunsten til at tvinge os til identifikation med forskellige slags grupperinger – eller også instrumentaliseres den på anden vis. Det er i mine øjne en meget problematisk vej at gå.

Du udfordrer det, som normalt sammenfattes som “identitetspolitikken”, og samtidig er netop identitetsskabelsen et centralt tema i dit arbejde. Er det ikke et paradoks?

Jo, det kan umiddelbart se ud som et paradoks, men lad mig forsøge at forklare, hvordan jeg tænker det. I dag trækkes
identitetsdiskussionen mod to forskellige poler: den reaktionære, nationalistiske pol og den venstreradikale identitetspolitiske pol. Begge udspringer af erkendelsen af, at den globaliserede verden forårsager en identitetsløshed hos mennesker, men de har to vidt forskellige måder at håndtere indsigten på. Højrefløjen insisterer på en national og/eller religiøs identitet, mens venstrefløjen insisterer på en køns-, raceeller minoritetsidentitet.

Jeg synes, at vi humanister har været dårlige til at reflektere over og gå i dialog med disse to poler. Vi har med andre ord ikke været tilstrækkeligt gode til at synliggøre muligheden for at udvikle en moderne, individuel identitet. En teoretiker, som har
betydet meget for at formulere grundlaget for en sådan identitet i nyere tid, er den tysk-amerikanske psykolog Erik Erikson. Han er netop en teoretisk grundpille for min doktorafhandling, ligesom liberalt orienterede samfundsdebattører som Francis Fukuyama har taget ham op. Erik Erikson skriver i sit hovedværk Ungdom og kriser fra 1968, at det moderne demokratiske samfund skal vinde tilslutning hos folk – ikke mindst de unge – “ved at overbevise dem om, og ved at efterleve idéen om, at en demokratisk identitet kan være tolerant og samtidig stærk; reflekterende og samtidig beslutsom.”

Dette projekt har vi glemt i konkurrencestatens enøjede teknokratisme og økonomisme.

Men fordi mennesker jo fortsætter med at være netop mennesker, også i konkurrencestaten, og dermed fortsætter med at søge efter sammenhæng, mening, orientering, værdier, ståsted – kort sagt identitet – så opstår der givetvis et problem, når det eneste, der tilbydes er de højrepopulistiske, fundamentalistiske strømninger eller de venstrepopulistiske, identitetspolitiske strømninger, som alle har det til fælles, at de er følelsesladede – på sin vis primitive. Derfor er det helt afgørende, at den identitetsmulighed, som Eriksons værk handler om, bliver synliggjort. Det er den, som efter min mening, bør fremhæves. Det samme gælder kravet om, at samfundet skal give os mennesker plads og rum, så vi kan udvikle os selv som individer ved at give os muligheder for kontemplativt at vende blikket indad og dermed opnå selvindsigt.

Her er den nordiske litteratur efter Anden Verdenskrig meget interessant at lære af. I min doktorafhandling viser
jeg, hvordan vi kan se forskellige typer af sammenhængsutopier udvikle sig – i modsætning til de frigørelsesutopier, som udviklede sig i litteraturen fra 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Det er en følge af det, som jeg kalder “fantomsmerterne efter den knækkede pælerod” – det vil sige efter den opløste identitet. Vi ser det ikke kun hos forfatterne i efterkrigstiden, men også hos nutidens forfattere. Det nye, sammenlignet med 1940’erne og 1950’erne, er, at forfatterne skriver sig ind i en kulturel kontekst, hvor der ikke findes nogen samfundsmæssig eller politisk forståelse for denne dybe indsigt i det menneskelige. Eller også tilbydes der identitetsmuligheder, som ikke er forenelige med et moderne, demokratisk samfunds krav om individuel frihed og individuel autonomi.

Helt frem til midten af 1900-tallet levede idéen om det enkelte menneske som et frit, rationelt og individuelt tænkende subjekt med et selvstændigt dannelsesansvar. Sådan er det ikke i dag. De menneskelige, eksistentielle behov er blevet ignoreret af politikken og tvunget til at give plads til kollektive forklaringsmodeller. Det kommer vi alle til at betale en høj pris for.

»Vi har brug for kunsten til at udvikle den eksistentielle side af vores liv. Kun på den måde kan vi opnå en form for resiliens, udholdenhed og nødvendig restitution. Vi skal turde at erkende, at litteraturen er uundværlig i vores liv.«

Hvad er konsekvenserne?

At vi søger tilbage til en primitiv, uciviliseret form for gruppeidentiteter eller “klanidentiteter”, som man også kan kalde det. Her opfordres vi til at se os selv som gruppevæsener i kamp mod andre grupper i stedet for at se os selv som selvstændige enkeltindivider med en fri vilje og et selvstændigt ansvar.

Har de intellektuelle fået en ny rolle på grund af disse forskydninger?

Hvad skal vi med de intellektuelle, hvis de ikke kan stille kritiske spørgsmål, som udfordrer konsensus? Kritikken er på sin vis den moderne verdens vigtigste tankeform, og litteraturkritikken er (hvilket jeg viser i min seneste bog Levende litterater) et af de fineste og mest sofistikerede eksempler på denne moderne, antidogmatiske tankeform.

Mener du, at vilkårene for kritikken er blevet omformet af det forandrede medielandskab med færre tidsskrifter og et stadig større hensyn til de sociale mediers dramaturgi?

Ja, medieudviklingen har haft en gennemgribende betydning, men vi, der er udøvende inden for feltet, har også et stort ansvar. Vi har udviklet en litteraturvidenskab og en kritik, som ikke har nogen betydning for mennesker længere. Der er jo ingen, der læser skønlitteratur for at få oplysninger om sociale forhold. Vi læser, fordi vi har et behov for det lille kighul ind til det mellemmenneskelige.

Jeg igangsatte for nylig et forskningsprojekt, som handler om litteratur og karakterdannelse. Det centrale spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi påvirkes af det, vi læser. I den forbindelse læste jeg en undersøgelse blandt skoleelever. Den viste, at nutidens unge er enormt sociale, men ofte er de ude af stand til at udtrykke refleksioner og egne tanker. Det er en logisk udvikling hos den, som helliger sig de sociale medier. Vi har brug for kunsten til at udvikle den eksistentielle side af vores liv. Kun på den måde kan vi opnå en form for resiliens, udholdenhed og nødvendig restitution. Vi skal turde at erkende, at litteraturen er uundværlig i vores liv.

Den dannelse, som jeg taler om, kan for eksempel ske ved at læse skønlitterære tekster med yngre generationer og frem for alt ved at læse længere skønlitterære tekster sammen med dem. Det er en af de måder, hvorpå vi kan udvikle os som individuelle subjekter. Så kan vi “leve med os selv”, med alle de sider, rationelle såvel som irrationelle, vi naturligt bærer rundt på, uden at vi hele tiden skal give omverdenen skylden for alskens ubehag og frustration.

Samfundet skal skabe så ligeværdige og retfærdige materielle vilkår som muligt for medborgerne og sørge for, at institutionerne fungerer så godt og så civiliseret som muligt. Men samfundet skal ikke bestemme over, eller sætte retningslinjer for, det enkelte menneskes eksistentielle liv. Det skal hun eller han selv lære at gøre. Og netop her kan skønlitteraturen uden tvivl spille en betydningsfuld rolle, ligesom den har gjort tidligere i modernitetens historie.

Men hvad sker der med det fælles? Er vi ikke tilbage, hvor vi startede? Altså i total fragmentering, opløsning og mangel på sammenhæng?

Nej, det er vi ikke. Det er givetvis rigtigt, at vi i den moderne verden ikke blindt kan overtage hinandens helhedsforståelser, mytologier og identitetsskabende opvækstvilkår, uden at det medfører store problemer og omkostninger. Ikke desto mindre får vi gennem litteraturens billeder og fortællinger mulighed for at genkende vores egen subjektive søgning efter identitet og vores egen eksistentielle stræben efter at blive mennesker i andre subjekters søgen og stræben efter det samme. Det skaber i sig selv en form for almenmenneskeligt fællesskab på trods af kulturelle og andre forskelle. Litteraturen giver os et enestående rum i nutiden, hvor vi kan reflektere over det almene – uden at forskellene bliver udvisket. Du kan kalde det menneskets æstetiske dannelse.